Nyhed

Pixies også til Roskilde

De gendannede indie-legender også forbi Danmark. Tina Dickow, Diefenbach, Tiger Tunes og Teitur ligeledes bekræftet.

I går kunne GAFFA.dk fortælle, at det legendariske, nu gendannede amerikanske indie-band Pixies gæster årets Hultsfreds Festival i Sverige, der finder sted 17.-19. juni, og at der dermed også var en chance for, at de dukkede op til årets Roskilde Festival 14 dage senere.

Og det er just, hvad de gør: Festivalen har netop oplyst, at bandet er bekræftet til årets festival, der finder sted i dagene 1.-4. juli. Tilbage i 1989 kunne man også opleve Pixies i Roskilde, ligesom frontfiguren Frank Black optrådte på Roskilde i 1996.

Pixies udgav i perioden 1987-91 fire banebrydende album og et minialbum, der alle blandede kradsbørstig guitarrock, iørefaldende popsange og massevis af skæve indfald, bl.a. en slet skjult fascination for UFO’er, verdensrummet og raketter hos sangeren og sangskriveren, der dengang kaldte sig Black Francis, og gruppen var bl.a. inspiration for adskillige bands i grunge-bølgen.


Efter opløsningen i 1993 tog Francis kunstner-navneforandring til Frank Black – hans rigtige navn er i øvrigt Charles Michael Kitteridge Thompson IV – og udgav en efterhånden betragtelig mængde soloplader, delvist med bandet The Catholics, og af noget vekslende kvalitet. Bassist og korsanger Kim Deal fortsatte som frontfigur i de åndsbeslægtede The Breeders, der allerede debuterede i 1990. De to øvrige medlemmer, guitarist Joey Santiago og trommeslager David Lovering, har været mindre musikalsk aktive, men Santiago har dog medvirket på et par af Blacks soloplader.

I forbindelse med gendannelsen udgiver bandets gamle selskab 4AD opsamlingen "Wave Of Mutilation" (opkaldt efter et af gruppens glansnumre) og dvd’en "Pixies", der indeholder otte videoer, på-landevejen-optagelser, en koncertoptagelse fra 1988 og en dokumentar, bl.a. indeholdende interviews med Pixies-fans som David Bowie, U2’s Bono og Radioheads Thom Yorke.

Forleden offentliggjorde Roskilde Festival i øvrigt, at de danske navne Tina Dickow, Diefenbach, Tiger Tunes og færøske Teitur også er at finde på årets festival. Festivalen har tidligere offentliggjort navne som David Bowie, Santana, Korn, Meshuggah, Tim Christensen, Kira And The Kindred Spirits, Blue Foundation, Under Byen og Wynona.


ANNONCE