Nyhed

Dokumentar om The Doors får dansk premiere til sommer

Den nye dokumentar, "When You're Strange", kommer i biograferne fra juli måned

Det er efterhånden knap 20 år siden, at den skamroste spillefilm af Oliver Stone, "The Doors", ramte biografer verden over, og nu kan Doors-fans se frem til endnu et filmisk portræt af gruppen, i form af dokumentaren "When You're Strange". Dokumentaren er skrevet og instrueret af Tom DiCillo, har Johnny Depp som fortæller og skulle give den fulde, ucensurerede historie om den legendariske rockkvartet. Depp har i en pressemeddelelse udtalt sig om arbejdet med filmen:

"Tom DiCillos "When You're Strange" er en meget præcist udført, utroligt spændende ode til et af musikkens største ensembler, The Doors. Da jeg så de hypnotiske, hidtil usete optagelser af Jim, John, Ray og Robby, følte jeg, at jeg oplevede det hele gennem deres øjne. Her er Jim blevet bragt tilbage til livet, for at minde os alle om, at han i dag stadig er en af de mest betydningsfulde frontmænd/poeter/shamaner, der nogensinde har stået på en scene, mens bandet bag ham holdt musikken i live [...]. Som rock'n'roll-dokumentar, eller som nogen som helst dokumentar overhovedet, så bliver det simpelthen ikke bedre end denne. Hvilken ære det er at have været involveret. Jeg er så stolt, som jeg nogensinde har været."

Filmen er et sammensurium af optagelser, fra The Doors begyndelse i 1965 til forsanger Jim Morrisons død i 1971. Den skulle give et grundigt indblik i bandets dynamik og liv, både på scenen og privat. "When You're Strange" får dansk premiere torsdag den 1. juli 2010. Det vides endnu ikke præcis, hvornår den vil kunne købes på dvd. Der er for nyligt offentliggjort en officiel, og ganske spændende trailer til dokumentaren, og den kan ses nedenfor.


 

 

 


 

ANNONCE