Nyhed

Dizzy Mizz Lizzy udgiver bokssæt

"Dizzcography" er på gaden ultimo marts som firdobbelt cd og ottedobbelt lp

I forbindelse med deres kommende genforeningstur udsender Dizzy Mizz Mizzy, under titlen "Dizzcography", et bokssæt på henholdsvis vinyl og cd-format. Sættet bliver på fire enheder, på vinyludgaven som dobbeltalbum for optimal lydkvalitet, altså i alt otte lp'er. Ud over de to oprindelige album er der tale om den tidligere udgivne "Live In Århus" og en "Rest Of", som blandt andet består af den oprindelige demo-cd efter sejren i DM i Rock samt andre sjældenheder. GAFFA fik en snak med Tim Christensen om den eksklusive pakke:

– Nu, hvor der i forbindelse med vores genforeningsturné har vist sig at være så overvældende interesse – og da vi ikke kommer til at udgive nyt materiale – tænkte vi, at det var en god anledning til at udgive noget specielt for vores fans. Vi synes selv, at bokssættet er blevet rigtig flot. Da vores pladeselskab EMI først foreslog idéen, var vi noget skeptiske. Et bokssæt med et band, der har udgivet to studieplader! Men jeg syntes, at det er blevet rigtig vellykket. For eksempel bliver det første gang, at publikum kan få fat i den oprindelige demo, som var den, der banede vejen for os i sin tid. Så er der en liveindspilning fra Japan og nogle b-sider og bonustracks.

Ud over musikken byder "Dizzcography" på en større booklet, herunder en masse gamle fotos fra arkiverne, en udvælgelsesproces, som har været rigtig sjov, fortæller Tim


– Ja, det har været super cool. Vi er virkelig gået på jagt i de gamle scrapbøger og har fundet en masse fine billeder frem. Til gengæld har det været svært at gengive de gamle covere. De oprindelige layout-filer er ikke blevet gemt, så vi har været nødt til at lave "remakes" af dem, og det har taget noget tid.

Det er ikke den eneste ting, der har taget tid. Alle numre er remastererede, så drengene har fået lejlighed til at lytte de gamle sange igennem et par gange.

– Det har været fint, men nu glæder vi os først og fremmest til at komme ud at spille igen. Det begynder at lyde bedre og bedre i øvelokalet, afslutter Tim.


Der er altså noget at glæde sig til. "Dizzcography" udkommer den 29. marts, og turnéen sparkes i gang tre dage forinden i Odense. Læs udvidet artikel og Klub GAFFA-tillæg om Dizzy-drengene i GAFFAs aprilnummer, som er på gaden 31. marts.
            

ANNONCE