Nyhed

Clemens har mareridt

Den lyriske nimillimeter er ladet igen og skyder snart sit nye album af. Førstesinglen er på gaden.

Clemens har netop sat sin seneste single, "Oneirodyni (Skrig Det Ud)," fra det kommende album, "Delyrium," til salg på iTunes.

For et år siden flyttede Clemens' kæreste til New York. Savnet og distancen mellem de to har udmøntet sig i en deliristisk følelse af afmagt, der igen har affødt drømmen, hvor rapperen ser sin kæreste blive voldtaget af to mænd. Dette paranoide mareridt er nu blevet livliggjort i sangen, der ledsages af en lige så modbydelig, kærlighedspsykotisk video. Rapperen vil have hævn, men er det nogen løsning på afmagt og savn? Clemens håber og ønsker, at han da bare kunne "skrige det ud."

Clemens revolutionerede i 1997 den danske hiphopgenre med debuten "Regnskabets Time." Den bare 17-årige sønderjyde langede ud efter scenens etablerede navne som RBC og Østkyst Hustlers, og forlangte et stilskifte inden for en alt for stagneret kopieringskultur. Det lykkedes ham at trumfe det igennem, for snart gik "de gamle" på pension, og overlod manegen til nyt blod som f.eks. Selvmords L.O.C.


Samtidig kortlagde MC'en den unge mands mentalitet og levned i en grad, der for mange, både inden- og udenfor hiphopmiljøet, gjorde albummet til en milepæl inden for dansk lyrik generelt. Siden har Clemens vandret gennem kendistilværelsen med alt, hvad den indebærer, og navnet er garant for masser af indhold, der altid kan relateres direkte til rapperens eget liv.

 


ANNONCE