x

Svensk rapper får mindst 15 års fængsel

Svensk rapper får mindst 15 års fængsel

For halvandet år siden påkørte svenske Dave Monopoly jazzpianisten John Osnes i et fodgængerfelt i Los Angeles. Osnes døde, og da der ikke var tale om noget uheld, modtog rapperen i går dommen på 15 års fængsel.

Monopoly kørte dengang for langt frem i fodgængerfeltet, kom for tæt på John Osnes, og modtog et slag på køleren til kvittering. Som tak sprang svenskeren ud og slog brillerne af sin overfaldsmand. Derefter sparkede han ham i hovedet, sprang tilbage i bilen og stak af. I flugten ramte han dog igen jazzpianisten, der afgik ved døden senere på hospitalet.

I går kunne Monopoly så høste frugterne af sit arbejde. 15 års fængsel, ubetinget. Den 35-årige svensker får altså rigeligt tid til at opøve evner som temperamentskontrol og overbærenhed, inden han atter skal op til revision. Dommen er nemlig således indrettet, at den forlænges, hvis kunstneren endnu ikke er klar til løsladelse i en alder af 49.

David Moses Jassy fastholder, han aldrig har ønsket at gøre skade på Osnes.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA