Nyhed

Alex Chilton død af hjertetilfælde

Big Star-frontmand døde 17. marts på et hospital i New Orleans efter at være blevet indlagt med hjerteproblemer

"I never travel far without a little Big Star".

Sådan sang Paul Westerberg i 1987 på sangen "Alex Chilton", der handler om den indflydelsesrige sanger, guitarist og sangskriver, der er bedst kendt for sit arbejde i 70'erne med bandet Big Star. Chilton blev onsdag 17. marts kørt på hospitalet efter at have klaget over smerter i hjertet, og samme dag døde han på hospitalet i New Orleans.

Alex Chilton startede sin musikalske karriere i gruppen Box Tops, der i 1967 fik et nummer et hit med sangen "The Letter", der var sunget, men dog ikke skrevet af Chilton, der kun var 16 år gammel på dette tidspunkt. Gruppen gik i opløsning i 1970, og året efter dannede han sammen med Chris Bell, Jody Stephens og Andy Hummel gruppen Big Star.


Selvom gruppen kun havde en levetid på tre år, kan man ikke undervurdere deres indflydelse på melodidreven og guitarbaseret amerikansk rock. Inspireret af navne som The Kinks og The Beatles skrev Bell og Chilton skarpe sange, der trods deres manglende kommercielle gennemslagskraft efterfølgende inspirerede bands som R.E.M. og The Replacements.

Big Star nåede at udgive tre studieplader i en turbulent periode, hvor Bell gentagne gange forlod bandet. Han medvirkede ikke på gruppens sidste plade "Third/Sister Lovers", og fire år efter hans gamle band smed håndklædet i ringen, døde han i en bilulykke.

Alex Chilton fortsatte i 70'erne og 80'erne som solist, dog undervejs med hjælp fra folk som Richard Lloyd fra Television, og arbejdede også som producer blandt andet for gruppen The Cramps. I 1993 besluttede han sig dog for at gendanne Big Star i en ny version, der inkluderede det originale medlem Jody Stephens samt Jon Auer og Ken Stringfellow fra The Posies - en gruppe, der skylder Big Star en hel del.


Denne version af gruppen udsendte i 2005 albummet "In Space", og indtil sin død turnerede Alex Chilton jævnligt sammen med gruppen.

Som nævnt har Big Star haft en enorm indflydelse på amerikansk rock, og i årevis kunne man ikke læse en anmeldelse af bands som Fountains Of Wayne, The Posies, Superdrag, Gigolo Aunts, The New Pornographers eller Matthew Sweet, uden Big Star blev nævnt.

Navne som Wilco, Elliott Smith, Evan Dando, Matthew Sweet, The Walkabouts, Nada Surf, This Mortal Coil, Placebo, Kristin Hersh, Teenage Fanclub, Bangles og Jeff Buckley har alle indspillet Big Star-sange, og i 1998 blev en version af bandets sang "In The Street" brugt som temamelodi til tv-serien "That 70's Show".


Den tidligere Big Star-sanger og guitarist Alex Chilton blev 59 år.

ANNONCE