Nyhed

Nye detaljer om opsamlingspladen fra Love Shop

Love Shop udkommer med "Sendt Fra Himlen 1990-2004" 22. marts

Den længe ventede opsamlingsplade fra Love Shop, som tidligere er blevet forvarslet på GAFFA.dk, er på trapperne. Den 22. marts udkommer den under titlen "Sendt Fra himlen 1990-2004."
Pladen rummer 16 klassikere fra orkestrets syv første albums, bl.a. popperler som "Copenhagen Dreaming", "Love Goes On Forever"og "Fuck Min Højdeskræk". Der findes også mere stille og stemningsskabende numre som "Fremmedlegionær" og "Min Elvis".

Alle sangene er blevet remasteret, og Love Shop har selv stået for udvælgelsen. Numrene bliver også kommenteret af bandet i det 28-siders store cd-hæfte, som også indeholder sangtekster samt en seks siders gennemgang af værket af anmelderen Klaus Lynggaard.

Love Shop vandt for nylig tre Steppeulv-priser ved Det Danske Musikkritikeres årlige uddeling. De fik en pris for Årets Live Navn, Årets Idé (turnéen Copenhagen Screaming!) og Årets Tekstforfatter (Jens Unmack)


På releasedagen for opsamlingspladen udkommer også live-albummet "Copenhagen Screaming" og Stephen Bachs fotobog "Byens Lyse Strøm".

Sendt Fra Himlen 1990-2004 indeholder:

1) Copenhagen Dreaming
2) Kræmmersjæl
3) En Nat Bliver Det Sommer
4) Love Goes On Forever
5) Sig Det Aldrig Mere
6) Drømmenes København
7) Bellavista Sol
8) Fuck Min Højdeskræk
9) Billeder Af Verden
10) Fremmedlegionær
11) Alle Har En Drøm At Befri
12) I Den Nye By
13) Pia Larsen
14) Min Elvis
15) Bin Laden Blues
16) Du Er Kommet For At Gå


ANNONCE