Nyhed

Volbeat varmer op for AC/DC og Metallica

Det danske rock'n'roll-/metalband er main support for Metallica og har desuden to opvarmningsjobs for AC/DC i foråret

Sidste år varmede Volbeat op for Metallica rundt omkring i USA. Nu bliver det Europa, der får en på Volbeatet, når hr. Poulsen og hans voldsomme drenge også her varmer plæne op for publikum og scene op for stjernerne. Det er i maj måned.

I måneden efter varmer Volbeat op for det legendariske AC/DC i Tyskland, inden de spiller på en række festivaler forskellige steder i Europe. AC/DC kommer blandt andet også til Horsens den 5. juni, men her er der endnu ikke sat navn på opvarmningen. Desuden spiller Volbeat både til Copenhagen Live og Skanderborg Festival. Efter at have spillet support for Lars Ulrich og co. i USA sidste år er Volbeat nu ophøjet til "main support", hvilket betyder at de nu også er nævnt på plakaten, hvilket – i USA – kun Machine Head og Lamb Of God har haft æren af.

Volbeat er dog ikke med på hele Metallicas Europaturne, da de platin-sælgende københavnere også skal have lagt de sidste spor på deres kommende album "Beyond Hell/Above Heaven", som forventes at udkomme i september.

Med alle disse store koncerter må vi håbe, forsanger Poulsen ikke lider overlast, som han gjorde sidste år, da bandet spillede i Holland, og frontmanden kollapsede på scenen. Poulsen blevet beordret hvile og ro i et par dage, men lovede at "være klar til at sparke røv", inden bandet skulle varme op for Metallica ugen efter. Volbeats seneste album er "Guitar Gangsters & Cadillac Blood" fra 2008, som GAFFAs anmelder Keld Rud gav fem stjerner.

Volbeat spiller, ifølge dem selv, en festlig blanding af punk, thrash, metal og country uden religiøse undertoner, altså på trods af titlen "Beyond Hell/Above Heaven".


Volbeat opvarmer for Metallica her:
11. maj: Odyssey, Belfast
12. maj: Odyssey, Belfast
14. maj: Puskas Ferenc Stadium, Budapest
16. maj: Zagreb Hippodrome, Zagreb
18. maj: Pavilhao Atlantico, Lissabon
19. maj: Pavilhao Atlantico, Lissabon
23. maj: Halle Tony Garnier, Lyon

Volbeat spiller opvarmning for AC/DC:
20. juni: Dresden
22. juni: Berlin

Volbeat spiller desuden på Download i England, Rock Am Ring og Rock Im Park i Tyskland, Arvikafestivalen i Sverige, Sonisphere samt Copenhagen Live og Skanderborg Festival.

ANNONCE