Nyhed

OutKast arbejder på nyt

Duoen er i gang med første album i fire år, fortæller Big Boi

Der har været stille omkring OutKast i hen ved fire år, men nu ser det ud til, at Atlanta-duoen atter vil til at give lyd fra sig. Det er dog endnu for tidligt at sige, hvornår et eventuelt album vil se dagens lys.

I et interview med BBC Radio 1 fortæller den ene halvdel af OutKast, Big Boi, at gruppen er i gang med nyt materiale, men han forholder sig dog noget hemmelighedsfuld, og røber kun ganske få detaljer.

"Det hele er tophemmeligt lige nu. Vi kan ikke fortælle folk om, hvad vi laver. Men i skal vide, at noget er i kog," siger Boi, der snart selv er på trapperne med sin solodebut, "Sir Luscious Left Foot: The Son Of Chico Dusty". Om den fortæller han til gengæld at OutKast-partneren Andre 3000 vil medvirke på to numre, ligesom han også har været inde over med en produktion.


"Det er sindssygt, bananas, en af de sidste sange, som jeg er ved at indspille lige nu," siger Big Boi om Andres produktion, og fortæller endvidere om albummet, at "der er en masse overraskelser på det."

Skulle det kommende OutKast-album dukke op i år vil være det første i fire år fra duoen. Sidst fik vi soundtrack-skiven "Idlewild", der ledsagede duoens film af samme navn. "Idlewild" filmen var en musical, der foregik i forbudstidens Amerika, og hiphopsoundtracket trak tungt på datidens bluesmusik.

Gruppen havde ellers tidligere udtalt, at der kun ville komme en OutKast-plade mere, hvis de respektive medlemmers soloplader klarede sig godt, men nu lader det altså til at være sikkert og vist, at fans og andre vil få et syvende album fra den farverige duo.


ANNONCE