x

Heavy Trash på Musikcaféen

Heavy Trash på Musikcaféen

Duoen bestående af rockerne Jon Spencer og Matt Verta-Ray kommer i næste måned til landet med deres fælles band Heavy Trash, for at give koncert på Musikcaféen i København.

Amerikanske Jon Spencer har, med sin cowboystøvle-stampende rockabilly, spillet i en lang række konstellationer gennem sin lange karriere, blandt andet i bandet Jon Spencer Blues Explosion og Pussy Galore. De seneste år har han dog primært spillet med Matt Verta-Ray, fra Madder Rose, i rockabilly-bandet Heavy Trash, der er i stand hos det danske pladeselskab Crunchy Frog.

Den seneste udgivelse fra støvledrengene er albummet "Midnight Soul Serenade" der udkom i efteråret 2009, og fik fire stjerner, og følgende ord med på vejen fra GAFFAs anmelder Erik Barkman:

"Overrumplende guitar-effekter, karismatiske vokaler, bizarre kor og delikate guitarsoli. Midnight Soul Serenade er ikke perfekt - det var vist heller ikke meningen - men den er så absolut charmerende."

Heavy Trash blev dannet i 2005 og udgav samme år den anmelderroste debut "Heavy Trash", der blandt andet indeholder numre som "The Loveless", "Under The Waves" og "This Day Is Mine". To år senere blev det til opfølgeren "Going Way Out With Heavy Trash", der tilføjede endnu en dimension til Spencer og Verta-Rays rødglødende rockabilly, nemlig en god portion rå rock, dansegulvshits og ballader. Yderligere to år senere kom så den tredje, og seneste, plade "Midnight Soul Serenade", hvor PowerSolo medvirker ganske som de har gjort det til en lang række af duoens koncerter.

Heavy Trash spiller på Musikcaféen, København, den 16. maj.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA