Nyhed

Oplev gratis livemusik fra The Copenhagen X Sessions

Man kan allerede nu opleve I Got You On Tape, Sleep Party People og Giana Factory

I samarbejde med Roskilde Festival lancerer Sony Ericsson i dag et nyt projekt, der byder på kvalitets-livemusik til internettets evigt hungrende musikmasser. Tanken bag initiativet, der har fået navnet The Copenhagen X Sessions, er at præsentere en række interessante artister fra den danske musikscene og give dem mulighed for at indspille tre-fire numre i et professionelt studie. Optagelserne er foregået i Black Tornado-studierne, og der er blevet indspillet intet mindre end 70 numre fordelt på 17 forskellige artister.

Blandt de medvirkende musikere finder man relativt velkendte navne som Oh No Ono, WhoMadeWho, Murder, Ghost City, CODY og Sterling, og allerede fra i dag kan man høre og se I Got You On Tape (billedet) såvel som Giana Factory og Sleep Party People. Frem til september måned vil der løbende blive lagt livesessions ud på hjemmesiden. Indholdet bliver stillet gratis til rådighed, ligesom man frit kan downloade fra siden.

Sony Ericsson er officiel Social Media Partner på Roskilde Festival, og The Copenhagen X Sessions er en vigtig del af dette samarbejde. Alle optagelser vil desuden kunne opleves via Roskilde Festivals hjemmeside, Facebook-gruppe og Twitter-profil.

Man kan besøge The Copenhagen X Sessions her.


ANNONCE