x

Lake Placid tilbage – debutalbum udgives af praktikanter

Lake Placid tilbage – debutalbum udgives af praktikanter

17. maj udkommer det københavnske indie-band Lake Placids albumdebut "Make More Friends". Bandet proklamerede ellers deres opløsning sidste efterår, men har hurtigt fundet gnisten igen. Pladeselskabet bag er Universal Music – og så alligevel ikke. For udgivelsens egentlige bagmænd er fire music management-studerende fra konservatoriet, der i første halvår af 2004 driver et pladeselskab-i-pladeselskabet hos Universal.

– Alle er meget positive her, fortæller music management-studerende og Universal-praktikant Nanna Clausen om modtagelsen. – Vi har fået helt frie hænder, og folk er flinke til at øse ud af deres erfaringer.
Ud over erfaringer lægger Universal også penge til – selvom Clausen nødig vil røbe hvor mange.
– Budgettet er så tilpas lille, at vi er nødt til at tænke anderledes, beretter praktikanten. – Og vi har en del ret alternative idéer.

Idéen til den usædvanlige praktikordning kom fra Universal selv – eller mere præcist fra Martin Folmann, Head Of Business Development.
– Jeg sidder i uddannelsesudvalget på music management-uddannelsen, forklarer Folmann. – Det er en uddannelse, der sigter mod mange forskellige typer arbejde i musikbranchen. Men når man udgiver og markedsfører en plade, kommer man i berøring med snart sagt hele resten af branchen, og derfor tilbød vi at lægge praktikplads til.

– Tanken er, at praktikopholdet skal være en win-win-situation. Vi kan lære af de studerendes friske syn på tingene, og de kan lære af vores erfaring. Det er ikke et projekt, vi er gået ind i af kommercielle hensyn – det afgørende er processen. Det ville egentlig ikke have gjort nogen forskel, hvis de studerende havde valgt at udgive en cd med tyve minutters stilhed på, mener Folmann.

Men i Lake Placid-lejren er der selvsagt stor tilfredshed med, at de fire studerende valgte deres musik frem for stilheden:
– Vi har et rigtigt godt indtryk af music management-folkene, de er virkelig tændte og ambitiøse, fortæller guitarist og keyboardspiller Frederik Solberg. – Faktisk er det et plus for os, at de er unge. De har måske ikke 30 års erfaring, men de er heller ikke satte.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA