Nyhed

Kendte danskere hylder amerikansk sangskrivning

Tivoli i København fejrer til august sin fødselsdag med koncerten Great American Songbook

Udtrykket "The Great American Songbook" bruges om sange skrevet i perioden 1920 til 1960 og indbefatter en lang række af de sange, der i dag betragtes som jazzstandards. En stribe af disse sange tages nu under behandling af Tivolis Symfoniorkester med blæserstøtte fra Tivolis Big Band samt en række danske sangere for at fejre Tivolis fødselsdag.

Det er Pernille Rosendahl (The Storm), Steen Jørgensen (Sort Sol), Christian Hjelm (Figurines) og Lars Vognstrup (Lars And The Hands Of Light), der skal tage kampen op med materiale skrevet af komponister som Richard Rodgers, Screamin' Jay Hawkins, Cole Porter, Stephen Sondheim og Kurt Weill til koncerten, der afvikles i Tivolis Koncertsal.

På den oprindelige rolleliste fandt man også svenske Jenny Wilson, der dog sidenhen har måttet melde afbud til koncerten. Det bliver i stedet den unge, danske sangerinde Oh Land, aka Nanna Øland Fabricius (billedet), der efter udgivelsen af debutalbummet "Fauna" fik tildelt Kronprinsparrets Stjernedrys-pris, som skal tage hendes plads.


Arrangementet indledes med et foredrag af Bo Green Jensen om "The Great American Songbook", og det hele kan opleves i Tivolis Koncertsal søndag 15. august.

ANNONCE