x

Wyclef Jean kunne stille op til præsidentvalget i Haiti

Wyclef Jean kunne stille op til præsidentvalget i Haiti

Fugees-lederen Wyclef Jean er født i Haiti og har i de sidste fem år gennem sin fond Yéle Haiti arbejdet for at forbedre forholdene for halvøens befolkning. Han har desuden været særdeles aktiv i genopbygningsarbejdet siden et jordskælv i januar ramte landet, og nu indikeres det, at rapperen overvejer at stille op til et kommende præsidentvalg på Haiti.

Wyclef Jean er allerede blevet udnævnt som goodwill-ambassadør af den siddende præsident Rene Preval, og han har i mange år arbejdet for at skaffe uddannelser til landets unge sammen med sin onkel Raymond Joseph, der er Haitis amerikanske ambassadør.

Ifølge Sky News har Wyclef Jean udtalt, at han ønsker at være involveret i det kommende præsidentvalg, men han har endnu ikke officielt meldt sig som kandidat. Deadline for den annoncering er 7. august, og nu har en ny pressemeddelelse udsendt af hans familie pustet til rygtebålet.

"Wyclefs dedikation til hans hjemland og dets ungdom er bundløs. Og han vil blive ved med at være landets stærkeste støtte uanset om han er en del af den nye regering eller ej".

Den siddende præsident Rene Preval kan ikke stille op til genvalg, så det forventes at en lang række håbefulde præsidentkandidater vil stille op til valget, der afvikles 28. november.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA