x

Fiona Apple udsender album til foråret

Fiona Apple udsender album til foråret

Man kan ikke ligefrem påstå, at Fiona Apple sprøjter det ene album efter det andet ud. Til gengæld plejer niveauet er være særdeles højt, når hun endelig er klar med nyt, og efter omkring fem års ventetid ser det ud til, at vi kan begynde at glæde sig til hendes fjerde album.

Fiona Apple debuterede i 1996 med albummet "Tidal", der pludselig blev kontroversielt med udgivelsen af videoen til sangen "Criminal", instrueret af Mark Romanek, hvor en sparsomt klædt Apple så ud som om, hun var ved at dø af sult. Efterfølgende modtog hun en MTV-pris og leverede en takketale, der lød som et nervesammenbrud, og til efterfølgende koncerter var det ikke ualmindeligt, at hun brød sammen i gråd og udvandrede.

I 1999 kom "When The Pawn...", hvis fulde titel på daværende tidspunkt var verdens længste pladetitel, og i 2002 var Apple faktisk klar til at lave album nummer tre. Men indspilningerne med Jon Brion, der også producerede "When The Pawn...", brød sammen, og Apple valgte at genindspille albummet, der først kom i 2005 med titlen "Extraordinary Machine".

Nu er der gået omkring fem år siden seneste album, men i et interview fortæller trommeslageren Charley Drayton, at han har været i studiet med sangskriveren for at arbejde på et album, der forventes at udkomme til foråret. Det er magasinet Modern Drummer, der har talt med Drayton, som også har været involveret i at producere og mikse de nye sange.

Derudover vides der endnu ikke meget om det kommende album, der endnu ikke har fået hverken titel eller udgivelsesdato.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA