Nyhed

Garbage tilbage i studiet efter fem år

Så skulle der endelig være godt nyt til Garbage-fans. Gruppen er efter sigende gendannet og halvvejs gennem indspilningene til et nyt album.

Sidste udspil fra det skotsk/amerikanske alternative rockband Garbage var albummet "Bleed Like Me" som udkom i 2005. Her var GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen noget skeptisk over bandets nye drejning, som fokuserede på den mere rendyrkede rocklyd end sine forgængere. Han skrev bl.a. følgende om albummet som fik 3 stjerner:

"Der hersker ingen tvivl om, at Garbage har fundet en genfødsel nødvendig, hvis der skulle holdes liv i bandet. Her er valget gået væk fra den gode forgænger beautifulgarbage, der blødte op på Garbages skarpt aftegnede guitarkanter. Bandet har i stedet forsøgt at finde ind til rockens kerne og altså begået et rent rockalbum."

Nu lader det til at bandet igen er i studiet for nu at indspille et album, som bliver det første i over fem år. Allerede tilbage i februar kunne man læse på forsanger Shirley Mansons (billedet i midten til højre red.) Facebook et indlæg om den overståede Grammy-prisuddeling. Her havde trommeslager og producer Butch Vig (billedet yderst til højre red.) netop vundet en Grammy for Green Days album "21st. Century Breakdown" som han producerede. I indlægget skriver Shirley Manson afsluttende:


"Lige en sidste note: gæt hvem jeg lige har brugt en uge i studiet med? Ville I blive glade hvis jeg sagde at en af dem hed Steve (Marker - billedet yderst til venstre, red.) og en anden af dem hed Duke (Erikson - billedet i midten til venstre, red.) og at den tredje var en Grammy-vindende producer."

Siden denne udmelding har det dog ikke været muligt at få nogen af medlemmerne til at bekræfte rygtet. Men nu er det dog endelig blevet annonceret af Shirley Manson at bandet helt bestemt rører på sig igen. Under et oplæg på University of the West of Scotland udtalte sangerinden:

"Jeg arbejder på en plade lige nu sammen med bandet. Vi har indspillet ret meget, men det er svært at kvantificere."


Ydermere udtalte Manson:

"Det er det første udspil i lang tid. Jeg tog omkring fem års pause. Jeg kunne godt tænke mig at turnére til næste år."

Udgivelsen af det kommende album er endnu ikke planlagt, så indtil nu må man nøjes med at forvente at det udkommer til næste år.


ANNONCE