Nyhed

Efterklang lukker turné i Amager Bio

Bandets igangværende Europaturné afsluttes med en koncert 18. marts på det københavnske spillested

Når Efterklang til marts går på scenen i Amager Bio, bliver det for at give koncert nummer 142 siden udgivelsen af albummet "Magic Chairs" i februar i år. Koncerten kommer samtidig til at markere afslutningen, ikke bare på gruppens Europaturné, men også for gruppens turnévirksomhed i lang tid.

Bandet har nemlig besluttet, at de efter denne turné vil holde en pause, inden de skal til at kigge på materiale til deres fjerde album. Samtidig er der internt i bandet blevet lavet en aftale om, at de ikke vil give koncerter igen, før det næste album ligger klart.

Dermed er den kommende koncert i Amager Bio altså sidste mulighed i et godt stykke tid for at se bandet live. I en pressemeddelelse fremgår det desuden, at valget af sted for den sidste koncert faldt på det amagerikanske spillested efter, at bandet havde haft en god oplevelse der tidligere på året, da de brugte spillestedet til at forberede sig på dette års Roskilde-koncert.


Efterklang kan opleves i Amager Bio 18. marts, og billetsalget til koncerten sættes i gang 9. december hos Billetlugen.

ANNONCE