Nyhed

Jamie xx remixer Gil Scott-Heron

Beatmageren i den britiske gruppe The xx udgiver nyt remake-album

Vi har flere gange omtalt, at det ikke-syngende medlem af den Merucry Prize-vindende gruppe The xx, Jamie xx, skulle have et soloprojekt på trapperne. Nummeret "Far Nearer" blev spillet på radiostationen XFM, hvorefter der har været meldinger om, at en solo-ep med samme navn skulle være på trapperne på det Glasgow-baserede pladeselskab Numbers.

Nu har The xx dog netop offentliggjort, at Jamie xx udgiver et remake-album af den amerikanske musiker, spoken word-kunstner og poet Gil Scott-Herons (billedet) seneste album "I'm New Here", der udkom i februar og var Scott-Herons første album i 13 år. Remake-albummet udkommer 21. februar 2011 og får den oplagte titel "We're New Here".

Gil Scott-Heron gjorde sig især bemærket i 70'erne med sine politisk indignerede spoken word-udgivelser, der af mange er set som en forløber for rappen. Han er navnlig kendt for nummeret "The Revolution Will Not Be Televised" fra 1971.


The xx debuterede i august 2009 med det meget roste album "xx", der blandt andet gav dem den prestigefyldte engelske Mercury Prize.

Følg selv med på Jamie Xx' Myspace-profil. Se første udspil fra albummet her.


ANNONCE