Nyhed

Common gæster Vega

Illinois-rapperen Common lægger vejen forbi København til marts

Lonnie Rashied Lynn, Jr. - bedre kendt som rapperen og skuespilleren Common - har netop annonceret at han til marts kommer til København for at give koncert i Vega.

Common har opnået bred anerkendelse i løbet sin musikalske karriere, hvor han har arbejdet sammen med eksempelvis kunstnere som Erykah Badu og Kanye West. I 2000 udgav Common sit fjerde album "Like Water for Chocolate" som for alvor satte gang i rapperens kommercielle gennembrud.

De seneste par år har man kunne opleve Common på det store lærred i film som "Smokin' Aces", "Street Kings", "American Gangster", "Wanted", "Terminator Salvation", "Date Night" og "Just Wright" hvor Common spiller hovedrollen.


I 2008 udgav rapperen sit ottende og seneste album "Universal Mind Control". Her fik Common hjælp fra producer-teamet The Neptunes. Dette træk var GAFFAs anmelder Christian Grubert ikke videre begejstret over. Alligevel tildelte han albummet 4 stjerner og skrev:

"Selvom Common er en rigtig god rapper på alle områder, så er der bare noget ved et lidt stift Neptunes-nummer, der ikke rigtig komplementerer ham. Det er egentlig ikke rigtig, fordi de to ingredienser hver for sig er dårlige, de er bare et lidt skidt match. Bedst er de mere melodiske numre som Make My Day og Inhale, hvor Common har lidt mere kød at støtte sig op ad. Universal Mind Control er ikke dårlig, men Kanye må godt begynde at ringe tilbage."

I løbet af foråret 2011 udkommer Commons længe ventede opfølger "The Dreamer The Believer". I denne anledning har rapperen nu annonceret, at han vil lægge vejen forbi København for at give publikum en mulighed for at høre det nye materiale live, når han gæster Vega til marts.


Common kan opleves lørdag d. 26. marts kl. 21:00 i Vega med support af Pharoahe Monch og Jean Grae.

Billetter koster 300 kr. og kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE