Nyhed

Radiohead udgiver 24 kortfilm på dvd

De engelske originaler vil sælge dvd med egne film og musik fra deres hjemmeside

Radiohead har planer om at udgive en dvd med 24 kortfilm akkompagneret af deres egen musik. Udgivelsen med titlen ”The Gigantic Lying Mouth” bliver på bandets officielle hjemmeside betegnet som ”en 110-minuters ekskursion ind i det bizarre”.

Dvd’en vil indeholde udelukkende nyt visuelt materiale, mens musikken ifølge bandets hjemmeside vil være en blanding af musik fra ”Hail To The Thief” og ikke tidligere udgivet materiale. De efter sigende meget mærkelige og surreale audiovisuelle kompositioner skulle være efterladenskaber fra en tidligere projekt, bandet arbejdede på omkring udgivelsen af deres sidste album. Her forsøgte bandet at få oprettet deres egen tv-kanal, hvor filmene således skulle have være vist.

Bandets frontmand Thom Yorke har lagt et statement om udgivelsen på bandets hjemmeside, som kan besøges via nedenstående link. Her er det også muligt at se en trailer for udgivelsen, ligesom man kan forudbestille dvd’en, der forventes at udkomme omkring d. 1. december.

Til sidste kan det meddeles, at Radiohead er blandt de sidste ti bands til udvælgelsen til den nyoprettede UK Music Hall of Fame. Den celebre kreds af indlemmede kunstnere lyder foreløbig på Elvis Presley, The Beatles, Bob Marley, Madonna og U2, der hver især blev valgt som repræsentanter for hver deres årti. De andre nominerede til denne hæder er Nirvana, Dr. Dre, Oasis, Blur, Missy Elliott, Prodigy, Robbie Williams, The Spice Girls og Red Hot Chili Peppers.


Se Radioheads hjemmeside her

ANNONCE