Nyhed

Lambchop kommer til Århus med unik live-performance

Lambchop spiller live til filmklassikeren ”Sunrise" på VoxHall 23. november. Billetter på Ebillet og Billetnet.

På VoxHall i Århus kan man torsdag den 23. november opleve en helt unik filmfremvisning af F.W Murnaus ekspressionistiske og indflydelsesrige filmklassiker ”Sunrise – A Song of Two Humans” fra 1927. Filmen ledsages nemlig af en live-performance af amerikanske Lambchop, som allerede i 2003 – på opfordring fra San Francisco Film Festival – komponerede et helt nyt score til filmen.

Indtil videre er det kun amerikanerne, der har haft fornøjelsen af det interessante projekt, men nu bliver det altså Danmark og resten af Europas tur, når Lambchop gæster VoxHall med 35 mm film under armen.

Både musik- og filminteresserede kan se frem til en eksklusiv totaloplevelse, der kombinerer "levende" billede og levende lyd i en ekstraordinær one-time-only performance.


Lambchop udgav først på året synkront de to albums ”Aw C'Mon” og ”No, You C'Mon” og det er bl.a. herfra, at en del af musikken til ”Sunrise – A Song of Two Humans” skal findes.

Billetter til den enestående musikalske filmfremvisning kan købes hos BilletNet og E-Billet. Arrangementet er Lambchops eneste i Danmark i denne omgang. De har dog allerede spillet live i Danmark tre gange i år, to i København og én i Århus, men uden film.


Lambchop

VoxHall

ANNONCE