Nyhed

Nyt album fra Highway Child

Det danske rock’n’roll-band er klar med deres tredje album, der udkommer sidst på måneden

Danske Highway Child er netop blevet færdig med deres tredje album på blot fire år. Det nye album, der er produceret af Per Sunding (The Cardigans, Sort Sol), er selvbetitlet og på gaden senere i denne måned. 

"Highway Child" indeholder numre som "Something New To Get Fooled By", "Real Love" og "Soulmender", og ifølge en pressemeddelelse fra bandet er det nye album "en samling stramtskårne og 60'er-soulede rocksange, der viser en ny og mere catchy side af rock'n'roll-drengene".

Highway Child udgav debuten "On The Old Kings Road" i 2008. Albummet blev taget godt imod af GAFFAs anmelder Erik Barkman, der gav det 4 stjerner og skrev:


"Genren stiller store krav til udførelsen, ikke mindst fordi vi har hørt den i så mange fremragende aftapninger gennem tiden. Men Highway Child kan se forbillederne i øjnene uden at skamme sig, og det i sig selv er en præstation. Kvartetten har endda overskud til at smide uventede krydderier i gryden – fra højstemte kor over saloon-piano til Monty Python-citater (!)".

Bandet, der består af Patrick Heinsøe (vokal), Paw Eriksen (guitar), Christian Norup (bas) og Andreas Henriksen (trommer), har tidligere modtaget prisen som årets danske rocknavn ved Underground Music Awards i 2009, samt udgivet deres tidligere albums i Tyskland hos selskabet ElektroHasch Records. Til maj udkommer også det nye album i Tyskland såvel som i Østrig og Schweiz, hvilket bringer bandet på turné i både Danmark og Tyskland. 

Koncerterne finder sted her:


05. marts @ Falsetten, Fåborg
11. marts @ Tapperiet, Køge
16. marts @ Rosenkeller, Jena /med Baby Woodrose
17. marts @ Underground, Köln/med Baby Woodrose
18. marts @ Alhambra, Luckenwalde
19. marts @ Schlagwerk, Berlin
20. marts @ Live On Air Radio, Postdam
25. marts @ Muzirkus, Nyborg
26. marts @ Stenbohus, Ribe
01. april @ Fermaten, Herning /med Thee Attacks
23. april @ Kansas City, Odense /med Wrong Side Of Vegas
29. april @ Studenterhuset, Aalborg
05. maj @ Gimle, Roskilde
27. maj @ Odense Havnekultur Festival

"Highway Child" er på gaden i Danmark den 21. marts.

ANNONCE