Nyhed

Iceage og Taragana Pyjarama til Pop Revo

Aarhus-festivalen byder på ung punk og ditto drømmende fusions-elektro fra de hjemlige breddegrader

Man aner efterhånden konturerne af et imponerende program til dette års udgave af Pop Revo. Den alternative aarhusianske festival har således netop tilføjet yderligere to navne til koncertplakaten, der i forvejen prydes af blandt andet de amerikanske artrockere Deerhoof, den canadiske popmagiker Owen Pallett og de svenske postpunkere Paper.

Denne gang er det henholdsvis indestængt punk og drømmende fusions-elektro, arrangørerne disker op med i form af Iceage og Taragana Pyjarama.

Førstnævnte har deres unge alder til trods vist sig leveringsdygtige i en nervedirrende og melodisk postpunk, som fik de hjemlige anmeldere til at varsle punkens genfødsel, da debuten "New Brigade" udkom i januar. Sideløbende har københavnske Iceage slået deres navn fast med en stribe overrumplende og mildest talt kaotiske koncerter, der nok skal gøre deres Pop Revo-visit ganske interessant.

Det skal til gengæld være ørerne vel undt, hvis festivalens andet offentliggjorte navn ikke umiddelbart ringer en klokke. Der er tale om den unge københavnske musiker, Nick Kold Eriksen, som tidligere lød aliasset Eim Ick, og nu kreerer atmosfæriske lydcollager under det uudtalelige Taragana Pyjarama, hvis skønsomme fusion af blandt andet ambient og house har fået det toneangivende amerikanske musiksite, Pitchfork, til at rette blikket mod ham. Taragana Pyjarama sender sin første ep, "Ocean", på gaden i slutningen af marts.

Med tilføjelsen af de to unge danske acts ser programmet til Pop Revo således ud:
Iceage, Taragana Pyjarama, Deerhoof (US), Owen Pallett (Can), Thulebasen, Factory Floor (UK), Paper (S) og Sleep Party People.

Festivalen finder sted 29. og 30. april i Voxhall i Aarhus. Billetter kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE