Nyhed

Dylan-sang kåret som tidernes bedste

Rolling Stone Magazine har Bob Dylans ”Like A Rolling Stone” på toppen af deres Top 500 over de bedste sange gennem alle tider

På baggrund af en omfattende afstemning blandt topmusikere og andre autoriteter i musikbranchen har Rolling Stone Magazine netop offentliggjort deres Top 500 over de bedste sange gennem alle tider. Det blev Bob Dylans klassiker ”Like A Rolling Stone”, der løb med titlen som det absolut bedste nummer, og den legendariske protestsanger havde ikke mindre end 12 sange med på listen i alt.

Andenpladsen gik til The Rolling Stones med ”(I Can't Get No) Satisfaction”, og tredjepladsen blev indtaget af John Lennons ”Imagine”. The Beatles er lidt overraskende først at finde på ottendepladsen med nummeret ”Hey Jude”, men til gengæld har Liverpool-drengene hele 23 sange med på den lange liste, hvor også The Rolling Stones viste deres værd med i alt 14 sange repræsenteret på listen. Af de 2.103 sange, der i alt var blevet nomineret til listen, stod Dylan, Stones og Beatles for de 117.

Nirvana klarede som eneste relativt nye band at snige sig ind på niendepladsen. Bortset herfra var Lennons ”Imagine” og Marvin Gayes ”What’s Going On” – begge fra 1971 – de nyeste repræsentanter på listens top 10.


Se den komplette liste her!

ANNONCE