Nyhed

Se Østjylland Dreaming på GAFFA TV

I en ny musikfilm optaget i Østjylland udforsker De Eneste To forskellige hverdagstableauer

Kortfilmen "Østjylland Dreaming" med De Eneste To er skrevet og instrueret af Michael Noer, der blandt andet står bag succesfilm som "De Vilde Hjerter" og "R". Noer havde fået helt frie rammer til at fremstille filmen og ud fra det opstillede han en præmis om at Peter Sommer og Simon Kvamm intet måtte sige under optagelserne. De måtte kun synge, være til stede og beskue. De måtte ikke dømme, interagere og ændre ved noget. De Eneste To siger om filmen:

"Filmen handler umiddelbart ikke så meget om os. Men om de tilrettelagte filtre vi, og vel egentlig en del mennesker, ser omgivelserne igennem. I det her tilfælde kunne man kalde dem vores sanges forskellige grundplanstegninger. Ud fra hvilke Michael Noer har opbygget sine underligt virkelige hverdagstableauer. Nogle af idéerne er tyste og egentligt uforløste. Andre er spekulerende, ekspanderende til det drømmende. Enkelte er voldsomt selvsikre og pumpende af liv og lyst. Som hverdagsdruk på et drengeværelse."

"Alle sammen rummer en tone af NOGET, der har noget i klemme...Ikke en speciel østjysk grundtone. Men også vores grundtone skildret af en ven fra Esbjerg, der hedder Michael Noer. Han går som en slagter, ser ud som en forfatter og fortsætter der hvor andres hjerter holder op. Og vi er svært stolte af hans nærvær."


Filmen havde premiere i Ry Bio den 16. marts som den eneste biograf i landet og vises nu på GAFFA.TV.

 

 


ANNONCE