x

CALLmeKAT indspiller med prominente gæster

CALLmeKAT indspiller med prominente gæster

"Alt i alt skaber hun med sin spinden og knurren et spændende lydbillede, der kæler for lytteren, og potentielle katteelskere har en nærværende oplevelse til gode."

Sådan stod der blandt andet at læse i GAFFAs firstjernede anmeldelse af debuten fra CALLmeKAT, "Fall Down", da den udkom tilbage i 2008.

Nu er den danske kunstner med det borgerlige alias Katrine Ottosen så småt på spil igen. Ottosen er således netop hjemvendt fra USA, hvor hun har lagt sidste hånd på sangene til sit kommende – og endnu unavngivne – album i det velestimerede Applehead-studie, der tidligere er blevet brugt af navne som Blondie, B52's og Bad Brains.

"Denne gang ville jeg noget meget organisk. Ønsket var at indspille i et studie, hvor vi kunne være intuitive med processen, og at musikken kunne blive spillet af flere på en gang og leve og danse i liverummet. En form for romantisk tilgang til hvordan plader blev lavet engang. Fordi det er de plader, jeg elsker - og selv lytter til! Samtidig er der dog absolut ikke tale om fuldstændig nostalgi, men helt klart en moderne tolkning af denne måde at indspille på, fortæller Katrine Ottosen.

Med sig i studiet har hun haft prominente navne som bassisten Sara Lee (Gang Of Four, B52's) og trommeslageren Joe Magistro (Prophet Omega), ligesom et par venner fra de seneste års flittige turnévirksomhed, Erika Spring (Au Revoir Simone) og Helgi Jonsson (Sigur Rós), også giver deres bidrag med på det kommende album.

Hvornår den nye plade kan forventes på gaden, er endnu for tidligt at sige – men CALLmeKAT lover, det formentlig bliver i indeværende år.

I mellemtiden kan hun allerede i næste uge opleves hele to gange på årets Spot Festival og enkelt gang på Loppen, hvor detaljerne for de tre koncerter ser ud som følger:

25/5: Loppen, København, kl. 22.00
27/5: Spot Festival, Train, Aarhus, kl. 20.00
28/5: Spot Festival, Musikhuset/Store Sal, Aarhus, kl. 16.45


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA