Nyhed

Sanne Salomonsen bekræftet til svensk grand prix

Pladeselskabet Copenhagen konfirmerer rockmamaens deltagelse som joker. Nyt album 28. februar.

GAFFA.dk skrev i forrige uge, at Sanne Salomonsen var på tale som såkaldt joker i det svenske melodi grand prix, eller Melodifestival, som de kalder det derovre. Og hendes deltagelse kan nu bekræftes af hendes pladeselskab Copenhagen.

Melodifestivalen har i Sverige fire indledende runder rundt om i landet og i alt 32 deltagende melodier/artister inkl. 4 jokere, som de artistansvarlige kan bruge til at supplere de melodier, der er udvalgt kollektivt af juryen. En anden joker er K2 feat. canadiske Alannah Myles.

Sanne Salomonsen skal optræde i Linköping d. 19. februar og kan gå videre til finalen i Stockholm d. 12. marts. Hun fremfører sangen "Higher Ground" skrevet af de erfarne svenskere Henrik Janson (Lisa Nilsson m.fl.), Jeanette Olsson og Moh Denebi (Poul Krebs, Julie m.fl.).


Sanne Salomonsen siger i en pressemeddelelse: "Jeg er blevet tilbudt at synge en fed sang med god tekst og energi og attitude til Melodifestivalen i mit andet hjemland – det er sgu en oplevelse, man må ha’ med."

Sanne Salomonsen udgiver i øvrigt 28. februar et nyt album med den opfindsomme titel "The Album" (i øvrigt en titel tidligere brugt af nogle ægte svenskere, nemlig ABBA) og har i april premiere på stykket "The Show" på Bellevue Teatret.

ANNONCE