Nyhed

Copenhell er i gang

Judas Priest sagde anstændigt farvel til de danske fans, mens Korn leverede en højelektrisk præstation

Den københavnske metalfestival Copenhell er i fuld gang på Refshaleøen i København. Fredag aften bød blandt andet på, hvad Judas Priest selv sagde var deres danske afskedskoncert – gruppen er efter eget udsagn i gang med en farvelturné. Et andet hovednavn var californiske Korn, mens et tredje stort band, Kyuss Lives, desværre måtte aflyse, da sanger John Garcia var strandet i en lufthavn i Canada. De blev afløst af danske Artillery.

GAFFA er på pladsen og dækker festivalen med anmeldelser og fotos, og det er indtil videre blevet til fine anmeldelser af de to hovednavne. Om Judas Priest skriver Rasmus Heide blandt andet:

"...Og som sådan leverer Priest en nogenlunde fejlfri koncert; alle riffs, soli og trommebreaks sidder lige i metalskabet. Ian Hills bas er lige så urokkelig som ham selv på sin bageste plads på scenen. Kun Rob Halfords 59-årige stemme lader ind imellem noget tilbage at ønske - men i den alder og hans stemmeleje taget i betragtning er det ikke så overraskende."


Rasmus Heide tildeler koncerten fire stjerner og konkluderer:

"Judas Priest tamper derudad - stift, kolossalt og metallisk koldt. Men derfor er de også "Metal Gods" og hører hjemme på CopenHell. "You've Got Another Thing Comin'" afslutter festen, og på vej ud deler flere generationer af Priestfans deres rus. "Fuck, de var seje. Nu skal jeg hjem og blære mig over for min far. Jeg ligeglad med, hvor mange nittebælter han har - jeg har set Judas Priests sidste turné!"

Korns koncert imponerer anmelder Per Bloch Andersen, som uddeler hele fem stjerner og blandt andet skriver:

"Korn har ingen tricks oppe i ærmet, og der er intet nyt under solformørkelsen, men det gør absolut intet, for formularen er stadig effektiv, aktuel og dirrende. CopenHell får hvad der blev lovet. Lige på kornet."


Flere anmeldelser og billeder fra Copenhell følger i løbet af weekeden. Læs mere i GAFFAs Copenhell-sektion.

ANNONCE