Nyhed

Pulp annoncerer indendørs koncerter

Et gendannet Pulp i forrygende form kan opleves i London til august

Gendannede Pulp har i sommer givet en række festivalkoncerter, mens der hidtil ikke har været nogen regulær turné til indedørs spillesteder på programmet - hverken i hjemlandet er udenfor.

Nu er der imidlertid nyt håb, for de som håber at se Jarvis Cocker, Steve Mackey og co. i Danmark eller blot på et indendørs spillested. Gruppen har nemlig i første omgang annonceret to koncerter på Londons 02 Academy Brixton 31. august og 1. september, hvortil billetterne netop er sat i salg.

Og tør man ikke forlade sig på forhåbningen om en dansk koncert bør man måske overveje at løse billet til en af de to datoer.


Topform i Hyde Park

Undertegnede kan i al fald rapportere om et band i særdeles veloplagt form, efter at have overværet deres sæt på sidste weekends Wireless Festival i Londons Hyde Park. Her blev passende åbnet med "Do You Remember the First Time", hvorefter et par timers veritabel hitparade fulgte, garneret med masser af vittige og begavede kommentarer fra Cocker og kulminerende i - naturligvis - kæmpehittet "Common People" fra hovedværket Different Class (1995), mens konfetti regnede ud over det begejstrede publikum.

Der var dømt fællessang og homecoming-stemning, for som Cocker bemærkede var alle disse sange faktisk skrevet, efter at Sheffield-ensemblet var flyttet til London, og aftenens koncert egentlig den første på comebackturnéen, der blev annonceret. Undervejs fik Cocker også konstateret, at det var både Kafka og Tom Cruises fødselsdag, alluderet til The Rolling Stones mindekoncert for Brian Jones sammesteds i sommeren 1969 og udtrykt sin beklemthed ved at synge teksternes mange seksuelt betonede strofer, da både hans mor og søn var til stede. 


Og i sensommeren vender Pulp altså tilbage til den adopterede hjemby til nogle efter alt at dømme særdeles festlige comebakckoncerter. 

På billedet er Jarvis Cocker i fuldt firspring ved sin solokoncert på Vega i 2009.

ANNONCE