Nyhed

Koncertarrangør svarer på kritik af Ballerup Super Arena

Mads Sørensen fra Beatbox medgiver, at toilet- og barforhold ikke var gode nok, men er tilfreds med lyden

Lørdag aften gav canadiske Arcade Fire koncert i Ballerup Super Arena. Efterfølgende var der hård kritik af lyden og logistikken, både blandt anmeldere og koncertgængere. En del skribenter klagede over dårlig lyd og ucharmerende omgivelser i sportshallen, mens brugerne blandt andet hæftede sig ved de lange køer til bar og toiletter.

GAFFA har forelagt kritikken for Mads Sørensen fra Beatbox Booking, der arrangerede koncerten i Ballerup Super Arena.

Hvad mener du om kritikken af den dårlige lyd i hallen?


– Om lyden er god, er jo en subjektiv vurdering. Dér, hvor jeg stod på gulvet, lød det fint, og andre har også rost lyden, mens andre igen så har kritiseret den. Og selve koncerten var fantastisk.

Da I arrangerede koncerten, udsendte I en pressemeddelelse om, at det var det eneste sted i København, der havde en kapacitet på 7000 personer, og som var ledigt den aften, og som samtidig havde en god akustik. Er det noget, du stadig mener efter at have set koncerten?

– Ja, det gør jeg. Om lyden er god, er jo en subjektiv vurdering, og jeg oplevede lyden som god, der, hvor jeg befandt mig. Andre har sikkert en anden mening.


Kunne Arcade Fire havde spillet i Tap 1 i stedet? Eller to-tre dage i Vega, som en af vores læsere foreslår?

– Nej, det kunne ikke lade sig gøre i Tap 1, for dér var der ikke plads til bandets produktion, og det er slet ikke realistisk, at de kunne spille to-tre dage i Vega. Det havde ikke været hverken økonomisk eller produktionsmæssigt muligt. Det er noget af et puslespil at arrangere en koncert og en turné, og der er mange ting, der skal passe sammen rent praktisk, og som de fleste udefrakommende nok ikke har kendskab til.

Hvad mener du så om kritikken af de dårlige bar- og toiletforhold? Jeg bemærkede blandt andet, at pigerne benyttede herretoiletterne, fordi de opgav at vente på pigetoiletterne?


– Det er en kendsgerning, at der ikke var toiletter nok, og at der kun var én bar på gulvet. Det skal Ballerup Super Arena i den grad forbedre, og det har vi også påpeget over for dem, og det regner vi da med, at de vil lytte til.

Der er også nogle, der har klaget over dårlig skiltning i hallen, og jeg havde personligt også selv lidt svært ved at finde rundt.

– Skiltning, både inde og ude, kunne godt have været bedre, men der var i hvert fald folk, man kunne spørge, også i henhold til pladsanvisning.


 

Jyderne er længere fremme i skoene

Hvad siger du til den kritik, der går på, at Arcade Fire spillede i nogle ucharmerende omgivelser i en sportshal, og at det slet ikke passede til gruppens sofistikerede musik?


– Jeg vil spørge de kritikere, om de hellere vil have, at bandet spillede i andre store haller i Københavnsområdet. For det ville have været alternativet, og dem bliver der jo også klaget over. Vi må blot konstatere, at vi ikke i Københavnsområdet har en egnet hal med stor kapacitet, hvor elektrisk forstærket live-musik lyder rigtig godt.

Nogle kritikere har også indvendt, at der var fuldstændigt proppet i s-togene på vej ud og hjem, og at der godt kunne have været indsat flere s-tog. Har I været i dialog med DSB om at indsætte flere tog?

– Ja, vi har selvfølgelig informeret dem om koncerten, og vi regner da med, at de har taget bestik af det. men der skete det, at Linje H blev aflyst lørdag klokken 18 for resten af dagen grundet problemer med en nedfalden køreledning, og det kunne vi så ikke gøre noget ved.


Hvad siger I til kritikken af de høje temperaturer i hallen?

– Det er der nok ikke så meget noget at gøre ved, når mange mennesker er samlet. Der bliver også varmt i Vega.

I Herning har de Jyske Bank Boxen, som har fået masser af ros for både sin akustik og logistik. Mangler København sådan et sted?


– Ja, det gør byen da, og der har jo også været meget snak om et sådant sted, for eksempel Mega Vega. Men det er mit indtryk, at de planer er sat i bero igen af økonomiske årsager. Det virker som om, at jyderne er lidt længere fremme i skoene, hvad angår koncerter.

 

 


 

 

ANNONCE