Nyhed

Rick Ross på hospitalet efter to slagtilfælde

Den amerikanske rapstjerne fik fredag to slagtilfælde i forbindelse med to forskellige flyvninger

Ifølge The Guardian er rapperen Rick Ross blevet indlagt på et hospital, efter at han blev ramt af hele to slagtilfælde fredag. Den amerikanske rapper fik slagtilfældene på to flyvninger i træk fra Fort Lauderdale til Memphis, hvor han skulle have optrådt.

Under den første flyvning faldt Rick Ross om, og flyet måtte vende tilbage til Fort Lauderdale, hvor han blev behandlet på et hospital. Efterfølgende udtalte en talsmand, at rapperen havde det fint.

Om eftermiddagen steg Ross så om bord på et privatfly for at nå frem til koncerten, og under den flyvning fik Ross endnu et slagtilfælde. Flyet blev omdirigeret til Birmingham i Alabama, hvor Rick Ross blev indlagt.


Aftenens koncert i Memphis blev naturligvis aflyst sammen med endnu en optræden på en restaurant i byen dagen efter. 

Det er bemærkelsesværdigt, at Rick Ross, som The Guardian skriver, fredag aften tweetede "Memphis here I come", og at endnu et show lørdag aften i Atlanta først blev aflyst en time før rapperen skulle have gået på scenen.

Rick Ross' nuværende tilstand er uvis.


ANNONCE