Nyhed

First Aid Kit gæster Vega

De svenske søstre Johanna og Klara Söderberg giver koncert i Lille Vega

Den 11. februar giver First Aid Kit koncert på Lille Vega med nyt materiale i bagagen. Singer-songwriter-søstrene arbejde nemlig lige nu på opfølgeren til albumdebuten "The Big Black And The Blue".

Det nye album har fået titlen "The Lion's Roar" og udkommer den 23. januar, tidsnok til at duoens danske publikum kan nå at få numrene ind under huden inden koncerten i Lille Vega. Titelnummeret "The Lion's Roar", der er indspillet med blandt andre Mike Mogis og Nate Walcott fra Bright Eyes, er allerede ude, og First Aid Kit har lavet en musikvideo, som kan ses nedenfor.

Da First Aid Kit i maj 2010 lagde vejen forbi Spot Festival, var GAFFAs anmelder Simon Christensen på pletten. Han gav koncerten fem stjerner og følgende ord med på vejen:


"Sammen med en trommeslager leverede søstrene et show i overlegen og følsomt indfølende stil, som deres akustiske guitar, bløde orgelakkompagnementer og amerkanske alternative country-inspirerede retro-numre lægger op til. Klara Söderberg fraserer helt fantastisk, og sammen charmerede de to piger sig ind i hjertet på et sent, siddende festivalpublikum. Vi fik selvfølgelig både "You're Not Coming Home Tonight", "Tangerine" og Fleet Foxes-covernummeret (som de brød igennem med) "Tiger Mountain Peasent Song", og endda valgte First Aid Kit at fremføre et enkelt nummer uden mikrofoner, helt autentisk akustisk. Det føltes ikke opstillet, men var til gengæld hjerteskærende smukt, og det fremkaldte helt enorme bifald foran det helt tyste publikum."

Forsalget til koncerten starter den 24. november her.


ANNONCE