Nyhed

RHCP udgiver liveoptagelser af alle koncerter

Red Hot Chili Peppers vil udgive liveoptagelser fra alle koncerter fra bandets nuværende turné samt kommende

I forbindelse med turnéen oven på det nye album "I'm With You" vil Red Hot Chili Peppers nu udgive liveoptagelser fra hver eneste koncert på deres turné samt kommende turnéer. Koncertoptagelserne vil være tilgængelige via digital download på bandets officielle hjemmeside i formaterne mp3, FLAC og Apple Lossless.

Det amerikanske rockband vil efter cirka to til tre dage efter en koncert udgive liveoptagelserne fra den pågældende koncert på deres hjemmeside www.redhotchilipeppers.com, hvor man også kan finde datoerne til kommende koncerter.

Red Hot Chili Peppers er i øjeblikket i gang med at turnere med deres album "I'm With You" i Europa indtil midt december og besøgte Jyske Bank Boxen i Herning i oktober. Da albummet udkom, gik det direkte ind som nr. 2 på Billboards Top 200 albumhitliste samt nr. 1 på Billboards Rock And Alternative albumhitliste. "I'm With You" fik da også tildelt etiketten "Hæderligt album" af GAFFAs anmelder, Lars Löbner Jeppesen, der gav albummet fire stjerner.


Rockbandet har solgt mere end 60 millioner album verden over inklusive fem multiplatin-album i USA. RHCP har også vundet seks Grammy-priser blandt andet for Bedste Rock Album for albummet "Stadium Arcadium" fra 2006.

Første koncert, der er til salg, er fra O2 Arena i London 7. november, og der er derfor ingen optagelser fra Jyske Bank Boxen i Herning.

ANNONCE