Nyhed

Hymns From Nineveh gæster Vega og VoxHall

Det danske folk-orkester giver koncert i København og Aarhus til april

Hymns From Nineveh gæster Store Vega og VoxHall til april.

Tingene er gået stærkt for Jonas H. Petersen, der for få år siden søsatte Hymns From Nineveh-projektet - en ep, to roste album og et væld af yderst anerkendte koncerter er det således blevet i løbet af de sidste par år.

Da Hymns From Nineveh i februar udsendte deres debutalbum af samme navn, var det til en flot anmeldelse fra GAFFA, der gav pladen fem ud af seks stjerner. GAFFA har også valgt "Hymns From Nineveh" til årets danske album med begrundelsen:


"Albummet er yderst velarrangeret og -produceret, fra den helt nedtonede 'Eveningsong' med blot sang og guitar til sange med storladne og elegante stryger- og blæserarrangementer, og så er der også kælet for korarbejdet. Den musikalske inspiration fra navne som Sufjan Stevens og Leonard Cohen er hørbar, men først og fremmest er Hymns From Nineveh sig selv."

For nylig udgav Hymns From Nineveh julealbummet "Endurance In Christmas Time", som GAFFA ligeledes har tildelt fem stjerner.

Koncerten i Store Vega løber af stablen søndag den 22. april kl. 20.00 i Store Vega i København og lørdag den 28. april kl. 21.00 på VoxHall i Aarhus. Billetter til førstnævnte kan købes via Vegas hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker og til sidstnævnte via voxhall.dk.


Allerede på lørdag den 17. december kan Hymns From Nineveh i øvrigt opleves til en julekoncert i Århus Valgmenighed kl. 19.30. Billetter til denne koncert kan købes via GAFFA Live.

ANNONCE