Den forsvundne sangerinde, Medeleine Peyroux, er blevet fundet efter privatdetektiver blev sat på sagen
Som vi kunne rapportere i går, har pladeselskabet Universal for nyligt set sig nødsaget til at hyre en privatdetektiv for at forsøge at finde jazzsangerinden Medeleine Peyroux, som for over en uge siden pludselig forsvandt.
Nu er hun imidlertid blevet fundet i USA, hvor hun ifølge BBC.com opholdt sig sammen med sin manager. Peyroux havde tilsyneladende besluttet at ”forsvinde”, da hun ikke ønskede at lave mere promotion for hendes nye album, ”Careless Love”, der for tiden ligger nummer 7 på den britiske hitliste.
Bill Holland fra Universal har nu ifølge BBC været i kontakt med manageren, der sagde, at pladeselskabet burde holde sig væk og lade sangerinden være i fred. Holland udtalte i den forbindelse, at han var godt og grundig træt af sangerindens excentriske opførsel.
Peyroux lavede et lignende forsvindingsnummer i 1996, hvorefter hun levede i anonymitet i syv år, mens hun blandt andet spillede på gaderne i Paris.
Peyroux skal ifølge planen spille en række koncerter i både USA og England i september og oktober, og ifølge manageren skulle koncerterne stadig blive gennemført som planlagt, forudsat at den følsomme sangerinde får tid til at forberede sig mentalt.