Nyhed

Dansk musik giver udlandet baghjul

Salget af dansk musik herhjemme har nu overgået salget af internationale albums

Foto af Søren Solkær Starbird

Tendensen til fremgang i salget af dansk musik i musikbutikkerne herhjemme har i nogen tid været tydelig, og nu har salget af hjemlig musik så endelig overgået salget af udenlandske kunstneres udgivelser. I juli blev der således solgt 274.000 danske plader mod blot 245.000 udenlandske.

Hvorvidt det rent faktisk er første gang nogensinde, at den danske musik overgår den udenlandske i salgsstatistikkerne kan ifølge Jesper Bay, marketingdirektør i pladeselskabernes sammenslutning Ifpi, ikke med sikkerhed fastslås, men ”det er i hvert fald meget usædvanligt og bemærkelsesværdigt,” konstaterer han over for Nordjyske Stiftstidende.


Salget af international musik er i juli måned faldet med 25 procent i forhold til samme måned sidste år, mens de danske udgivelser har oplevet en nærmest eksplosiv stigning på hele 50 procent. Det totale salgstal er således også steget i forhold til sidste år, hvilket er en udvikling, som man hilser velkommen i musikbranchen, hvor man har oplevet en halvering af pladesalget siden 2000.

Og der skulle være pæne muligheder for, at den positive tendens kan fortsætte i de kommende måneder, hvor stærke sællerter som blandt andet Junior Senior, Mew, Kashmir, Marie Frank og Randi Laubek alle sender nye plader på gaden.

ANNONCE