Nyhed

Grandaddy navngiver nyt album

Indierockernes næste album kommer først på gaden til næste år

Som tidligere rapporteret her på GAFFA.dk, så er Grandaddy i disse dage undervejs med hele to udgivelser. Bandet udgiver således i den kommende tid både ep’en ”Excerpts From The Diary Of Todd Zilla” samt et nyt fuldlængdes album, der nu har fået titlen ”Just Like The Fambly Cat”.

Imidlertid kommer de to udgivelser ikke, som det tidligere har forlydt, på gaden på samme tid. Den otte numre lange ep kommer således allerede på gaden den 3. oktober, mens selve albummet, der bliver bandets første siden ”Sumday” fra 2003, først vil blive udgivet til næste år.

Det californiske indierockband har brugt over halvandet år på at indspille de to udgivelser i frontmand Jason Lytles hjemmestudie, og det var i løbet at denne tid, at idéen om udgivelsen af en ep før den egentlige albumudgivelse opstod.


”Det virkede bare som en god idé,” udtaler Lytle. ”Jeg mener, der er gået så lang tid siden det sidste album, så i stedet for at brase ind i folks hjem uanmeldt, syntes vi, at vi hellere ville ringe via telefonen og sige, ”Vi kommer forbi!” Det er det budskap, som ep’en skal sende,” forklarer Lytle til nme.com.

Blandt sangene på det kommende fuldlængde-album finder man blandt andet titler som ”Campershell Dreams”, ”Disconnecty”, ”Where I'm Anymore” og ”Jeez Louise”.

ANNONCE