Nyhed

Becks kommende album bliver ikke et album

Nyt materiale fra hr. Hansen bliver udgivet på nodepapir

For cirka to måneder siden udsendte Beck singlen "I Just Started Hating Some People Today", som er produceret af Jack White og udgivet på hans pladeselskab, Third Man Records i Nashville. Beck var i den forbindelse i Nashville for at indspille et helt, kommende album. Bassisten Justin Meldal-Johnsen skrev på Twitter at: "Becks nye materiale vil sprænge dit sind".

Ifølge Uncut bliver det nye album fra hr. Hansen udgivet, ikke som et fysisk album, med på individuelle nodeark. 108 sider vil blive udgivet af forlaget Faber & Faber i december og kommer til at indeholde noderne til 20 sange, som aldrig er blevet indspillet eller udgivet. Idéen bag projektet er, at fans selv skal spille sangene og på den måde bringe dem til live.

Sammen med de 20 sanges nodeark vil man kunne finde 20 individuelle sanghæfter og illustrationer, som er lavet af blandt andre Marcel Dzama, Leanne Shapton, Josh Cochran og Jessica Hishe.


"Beck er en af de store divergerende popstjerner i denne eller nogen anden tid, og snart jeg så nodebogen slog relevansen af dette koncept mig. Det er spændende at byde velkommen til Beck på en musik-liste hos Faber, som allerede huser Julian Cope, Bonnie "Prince" Billy, Jarvis Cocker, Nicky Wire og andre. Nodebogen viser en radikal erklæring om værdien og betydningen af at optræde og indspille musik på et tidspunkt, hvor netop disse ting er truet", udtaler forlagets direktør Lee Brackstone ifølge Uncut.

Udgivelsen skal følge op på Becks seneste fysyske album, "Modern Guilt" fra 2008. Albummet fik af GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen fem ud af seks stjerner. Han knyttede blandt andre følgende ord til udspillet:

"Det før så genre-jonglerende wunderkind Beck Hansen synes i en alder af 38 at have fundet lyset i mørket. For på scientologens nye udspil er de strittende og kulørte indslag udskiftet med sepia-tonet melankoli, alt sammen pakket ind i organiske og knastørre beats blandet med et harmonisk ekko af 60'ernes psykedeliske rock, hæklet sammen af allestedsnærværende Danger Mouse".


ANNONCE