Nyhed

Flere navne til CPH:DOX

AUDIO:VISUALS kan nu også præsentere blandt andre Dirty Beaches og Shabazz Palaces

CPH:DOX kunne for et par måneder sig annoncere deres første musiknavn til AUDIO:VISUALS-koncertrækken. Under den ti dage lange festival kan man igen opleve Animal Collective, som nu har fået selvskab af endnu en række bands. Dirty Beaches (billedet), Shabazz Palaces og THEEsatisfaction, Balam Acab og Steve Gunn kan nu også opleves i Danmark til november.

CPH:DOX, som har eksisteret siden 2003, er med sit alternative festivalformat på kort tid blevet til en af Europas største dokumentarfilmfestivaler. Her bliver også de traditionelle grænser mellem genrer og medier brudt, blandt andet med AUDIO:VISUALS, en koncertrække som forsøger at udfordre feltet mellem visuel kunst og livemusik. Det er netop ved denne koncertrække, at man på Statens Museum For Kunst kan opleve Animal Collective, og nu byder også Charlottenborg, Loppen, Planeten (Huset KBH) og Din Nye Ven på koncerter under denne paraply.

Dirty Beaches: Kunsthal Charlottenborg 1. november


Den 1. november inviterer AUDIO:VISUALS til verdenspremiere på filmen Waterpark, som er optaget i et vandland i et gigantisk, canadisk shopping mall. Den canadiske Dirty Beaches har leveret ny originalmusik til filmen og vil efter visningen give minikoncert med improviseret musik i selskab med Elias Bender Rønnenfelt og Jakob Tvilling Pless fra Iceage.

Dirty Beaches udsendte debutalbummet "Badlands" sidste år, et album som af GAFFAs Simon Christensen fik flotte fem stjerner.

Shabazz Palaces og THEEsatisfaction: Loppen 2. november


Hiphop-kollektivet Shabazz Palaces er gået sammen med soul-duoen THEEsatisfaction til denne særlige koncert. I denne anledning medbringer de to bands mystiske visuals, som indtil videre dog holdes hemmelige. De vil desuden kunne opleves på hinandens fællessange.

Balam Acab: Planeten 25. oktober

Et par dage inden CHP:DOX festivalen bliver skudt i gang, har man mulighed for at opleve den unge amerikaner Alec Koone under aliaset Balam Acab. Musikken er svær at sætte i bås, men er ofte blevet kategoriseret under den dystre sub-genre witch house. Tonerne er både down-tempo og tunge, men i Balam Acabs tilfælde ikke så mørke som genren indikerer. Han får visuel support af Maiyas mystiske og syrede visuals.


Steve Gunn: Din Nye Ven 27. oktober

Steve Gunn er nok bedst kendt på den eksperimenterede del af bluesscenen, hvor Brooklyn-guitaristen ud over blues inkorporerer elemeter af både ragga, psyck, bluesgrass og country. Det særegne udtryk kan opleves op til CPH:DOX, som løber af stablen fra den 1.-12. november. 

ANNONCE