Shotgun Revolutions dagbog fra Berlin

Shotgun Revolutions dagbog fra Berlin

Se flere billeder fra Shotgun Revolutions Berlin-tur i GAFFAs gallerisektion.

Spil Dansk Dagen har i løbet af årene udviklet sig til en større musikbegivenhed. I år er festlighederne nået helt til Berlin, og hele syv markante danske navne spillede optaktskoncerter til Spil Dansk Dagen i den tyske hovedstad. De fandt sted under overskriften "Danish Music Day" lørdag den 20. oktober.

Dúné, Bjørn Svin, Straight From The Harp og Shotgun Revolution spillede i klubben Bi Nuu ved Schlesisches Tor.

Clara Sofie, Sidsel Storm og Sylvester Larsen optrådte på Danmarks Ambassade i Rauchstrasse 1.  

Kunstnerne hører til den unge generation, men de repræsenterer vidt forskellige genrer. Dúné spiller melodisk synthrock, og gruppen har allerede givet mange koncerter i Tyskland. Denne gang spiller Dúné dog akustisk. Bjørn Svin er en uforudsigelig og eksperimenterende electronica-pioner. Straight From The Harp er en garagerockduo med mundharpe som en markant del af udtrykket, og Shotgun Revolution er heftig rock'n'roll. Singer-songwriter Clara Sofie har hittet stort med melodisk dancepop i samarbejde med produceren Rune RK og er aktuel med solo-ep'en "Overgiver Mig Aldrig". Sidsel Storm er jazz-sangerinde, og Sylvester Larsen er singer-songwriter.

GAFFA har fået de medvirkende til at skrive dagbog om deres oplevelser, og har kommer et indlæg fra Martin Frank fra Shotgun Revolution:

05:00
Op. Det er knapt så meget rock 'n' roll over tidspunktet… Bliver hentet tidligt af Allan – vores smukke merchandisesælger, pyrotekniker, dansende trold og altmuligt mand. Aaaargh…kaffe!!

06:00
Efter at Allan har givet speederpedalen i sin Fiat Punto læsterlige prygl igennem det meste af København ankommer vi til øvelokalet. Jeg er lettere forblæst. Men lykkelig over at være i live (tak Allan). Det meste af bandet dukker op til tiden, men vi mangler Berger. Vi aftaler dog, at vi nok ikke skal skrive noget om at Berger har været i byen og dukker op til direktørtid – lettere omtåget, let snøvlende, godt bagstiv, og rimelig energisk – hvilket godt kan være en udfordring når 8 mand er lukket inde sammen i en lille, bitte rusten bus. Efter den sædvanlige gang gear-tetris, hvor Bjørn-baggear endnu engang på mirakuløs vis får plads til alt vores gear, kommer vi af sted. Berlin – here we come! Vi glæder os som små børn til at spille igen.

11:45
Turboen er åbenbart røget i bussen. Så nu fandt jeg ud af, hvad den gør. En turbo i en bus gør åbenbart, at man kan accelerere… og mangel på turbo gør, at vores bus ikke kan knibe sit rustne skrog op på over 100 km i timen.

11:58
Vi har en magisk, selvhealende bus! Efter et kort ophold er turboen er tilbage! Hurra!!!! Og uden at vi gjorde noget. Hvem siger, at det ikke hjælper at sparke lidt på fordækket…?

12:23
Der sker relativt lidt. Afveksling på turen sker i form af "en eller anden rul lige vinduet op" efterfulgt af "en eller anden luk vinduet". Vi har været så meget på tour sammen, at vi kan snakke om alt og intet på samme tid. Der er bred enighed om, at vi burde rulle Wallee ind i gaffatape og smide ham om bagi. Muligvis gaffa-tape ham sammen med Allan. Og et par flasker rødvin.

13:40
Vi triller igennem Berlin, og vejret er helt fantastisk. Byen tager sig fantastisk ud! Vi er utroligt fokuseret på at komme frem og finde en parkeringsplads til bussen, så vi kan komme ud og nyde det gode vejr. Og en kold øl. Årets måske sidste sensommerdag skal nydes maksimalt før det går løs i aften. Dagens ord: "Swoffle". Det giver givet vis kun mening for få, men hiv Ditlev til side når du møder ham. Han kan give dig den fulde historie bag, mens bandet swoffler dig diskret i baggrunden.

17:00
Vi har fået drukket øl. Og er så småt ved at være klar til lydprøven. Vi har til dagen fået den legendariske producer Flemming Rasmussen til at lave lyd for os. Flemming er en god ven af bandet, og vi har indspillet alt sammen med ham. Tiden er gået backstage med at sidde. Og vente. Og swoffle en sovende Allan. Man sidder meget ned og venter når man er på tour. Men så længe der er wifi, så går tiden lidt nemmere!

18:30
Så er lydprøven overstået! Og det siger dælme BUM!! Er du gal hvor vi glæder os til at  komme i gang. Berlin er et perfekt sted til at starte vores efterårstour. Vi hænger lidt ud med Dúné backstage som er nogle virkelig flinke gutter og gør os klar til at spise kl. 19. Menuen er Vietnamesisk – hvor eksotisk!

19:30
Jeg bliver overrasket af min fantastiske kæreste som er kørt hele vejen til Berlin fra Danmark med fætter Tinus for at se os spille! Sikke en overraskelse! Jeg tror sgu, at jeg gifter mig med hende…

20:58
Vi er klar. Meget klar. Og snupper lige en gang "gramsasa", som er vores faste og hemmelige ritual som vi "skal" lave inden vi går på. Og hvis du nogensinde ser os lave en gramsasa, bliver vi nødt til at slå dig ihjel. Hvorfor? Fordi sådan er det bare.

21:45
YEEEEHAAA!! Det var super fedt! Og det gik godt – som forventet når det er første job på en tour. Nu skal vi denondelynende have nogle øl, nyde de andre danske bands og feste igennem!! Berlin by night - HERE WE COME!

05:30
Er du gal en bytur…nu ZZZZZzzzz……


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA