Vi har fanget det engelske stjerneskud, der kan opleves live i København denne lørdag
Man behøver ikke at være castet til et boyband, eller være et r&b-, pop- eller hiphop-fænomen for at knække stjernekoden som teenager. Det er engelske Jake Bugg nok tidens mest lysende eksempel på. Stilen er lige så retro, som sangene er korte og præcise, og den 18-årige Nottingham-dreng har allerede lagt hjemlandet for sine fødder og er godt på vej ind i selveste USA.
Tidligere på året demonstrerede han, ene mand, sine evner i København. Først foran en mindre skare i Ideal Bar og efterfølgende som support for soul-fænomenet Michael Kiwanuka. Lørdag den 15. december spiller han til endagsfestivalen P6 Beat rocker Koncerthuset i København.
Og meritterne taler for sig selv for den unge singer-songwriter. Alle fem singler, som han indtil videre har sluppet til engelsk radio, har været "Pick Of The Week" på BBC's Radio 1, og så røg det selvtitulerede debutalbum direkte ind som nummer et på den officielle britiske hitliste. GAFFA fangede den succesrige og relativt ordknappe teenager over telefonen, kort inden han skulle på scenen i L.A. som support for Snow Patrol og Noel Gallagher's High Flying Birds. Bugg kunne ikke huske en dyt fra sin optræden i København, på trods af at det ikke er meget over et halvt år siden, at koncerten fandt sted. Til gengæld gav han udtryk for behørig overvældelse over at føre sig frem på de nordatlantiske breddegrader.
– Det er en vild fornemmelse, det er, hvad jeg altid har ønsket mig, at komme til USA og spille. Jeg er blevet rigtig godt modtaget, og det hele har været ret fantastisk.
Får du tid til at nyde succesen, eller er det hele for hektisk at kapere, når man kun er 18 år gammel?
– Nej, jeg føler godt at jeg kan nyde det, men det er ikke alt, jeg opfatter og tager ind, det er helt sikkert.
Forkert årti
Hvis man sætter Jake Buggs debutalbum på, er det nærmest som en lille tidsrejse. Britiske ikoner som Donovan, Kinks, og The Beatles er oplagte referencerammer. Jake Bugg er født i 1994, det forkerte årti simpelthen?
– Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Hvis jeg var født i et andet årti, havde jeg måske lavet noget andet musik, hvem ved? Men det som foregår på pophitlisterne for tiden, det interesserer mig ikke rigtigt.
Hvem er så dine favoritter?
– For at være ærlig er der ikke nogle, der skiller sig specifikt ud. Du har selv nævnt nogle af dem (altså Donovan, Kinks, og The Beatles, red.), men der er også mange andre.
Hvad med Oasis? Du turnerer med Noel Gallagher, og specielt dit nummer "Two Fingers" har tydelige referencer til hans gamle band?
– Oasis har betydet rigtig meget for britisk musikhistorie, og for mig er det et privilegium at få lov til at være support for Noel Gallagher. Han er en super cool fyr, der har lært mig en masse
Du passer tydeligvis godt i den britiske poptradition, men når man ser og hører dig, er det umuligt ikke at tænke på Bob Dylan, som han tog sig frem for snart 50 år siden.
– Han er en fantastisk, talentfuld sangskriver, men jeg tror også, at der er en automatreaktion, der siger Bob Dylan, når man ser en fyr stå alene med sin akustiske guitar og synge sine egne sange.
Læs et længere interview i GAFFA januar, der er på gaden tirsdag den 8. januar 2013.
Køb billetter til P6 Beat rocker Koncerthuset via GAFFA Live.