Nyhed

Springsteens debutalbum fylder rundt

I dag er det 40 år siden, Bruce Springsteens første album blev sendt på gaden

I dag regnes han blandt de allerstørste indenfor populærkulturen, og album som Born to Run (1975), Nebraska (1982) og Born in the USA (1984) er for længst kanoniserede som hovedværker i rockmusikkken. 

Sådan var det imidlertid ikke i januar '73, hvor Bruce Springsteen udsendte sit allerførste album Greetings From Asbury Park, N.J. – for i dag nøjagtig 40 år siden.

Albummet blev indspillet med den tidlige inkarnation af The E Street Band, som dengang blandt andre talte David Sanscious på tangenter og trommeslageren Vini Lopez.


Med var også den nu afdøde saxofonist Clarence "Big Man" Clemons. Til gengæld var Springsteens senere højrehånd Steve Van Zandt kun løseligt tilknyttet bandet under indspilningerne, som fandt sted i 914 Sound Studios i Blauvelt, New York, og var overstået på blot en uges tid.

Ny gulddreng

Pladeselskabet CBS havde kørt den unge Bruce i stilling som en ny Dylan - selskabets gulddreng - men pladen solgte ikke imponerende ved udgivelsen.


Flere kritikere tog dog varmt imod debuten - herunder rockmagasinet Creems Robert Christgau, som blandt andet bemærkede at "Den her knægt har meget mere af Dylan-ånden end John Prine. Hans sange er fyldt med den absurdistiske energi og hjertet-uden-på-tøjet-prætention, som gjorde Dylan til et geni og ikke blot et talent".

I 2003 placerede Rolling Stone Magazine Greetings From Asbury Park, N.J. på plads nummer 379 på deres liste over  rockhistoriens 500 væsentligste udgivelser. 

Og da Springsteen selv lukkede sin Working on a Dream-turné i Buffalo, New York, i november 2009 skete det med en opførelse af hele debutalbummet. Det var samtidig første gang, Springsteen fremførte sangen The Angel live. 


Hyldest på trapperne

På studieversionen af netop The Angel medvirkede i øvrigt sessionmusikeren Richard Davis på bas. Han havde nogle år tidligere markeret sig på Van Morrisons Astral Weeks.

Fans af den i dag 63-årige forstadsrocker kunne i efteråret glæde sig over udgivelsen af maratonbiografien Bruce, hvor "The Boss" selv har bidraget. Og i skrivende stund er det just annonceret, at organisationen MusiCares i begyndelsen af næste måned vil stå for en stjernespækket hyldest til den evigt sympatiske sanger i Los Angeles.


Her vil notabiliteter som Patti Smith, Neil Young, Elton John og Tom Morello hylde Springsteen, mens dennes personlige ven Jon Stewart vil fungere som konferencier.

På billedet ovenfor er Springsteen fanget i fuld vigør på sidste sommers Roskilde Festival. Den aften i juli var debutalbummet dog kun repræsenteret med nummeret Spirit in the Night, som stadig er et hyppigt indslag ved mandens koncerter.

ANNONCE