Nyhed

Vampire Weekend varsler nye toner

Brooklyn-gruppen er ifølge ny udmelding klar med deres tredje album i maj

Hvis man følger de fire herrer fra Brooklyn-gruppen Vampire Weekend på deres Tumblr- eller Facebook-profil, så vil man kunne se, at der er nye toner på vej fra gruppen.

På Tumblr-profilen var der et billede med beskeden: "Vampire Weekend LP3 Færdig", efterfulgt af datoen "den 7. maj". Dermed må det formodes, at der er tale om en udgivelsesdato den 7. maj, hvorfor der altså er noget at se frem til.

Indiekvartetten følger altså op på deres to meget roste albums "Vampire Weekend" og "Contra" fra henholdsvis 2008 og 2010. "Contra" blev anmeldet af GAFFAs anmelder John Fogde, der skrev følgende om albummet:


"Amerikaniseringen af afropoppen overrasker ikke længere, og dermed er en smule af den oprindelige charme også forsvundet. Men heldigvis er evnen til at skrue fængende popsange der stadig, og så gør det mindre, at ordene, der kommer ud af Ezra Koenigs mund, ikke giver megen mening."

"(...) selvom nyhedsværdien er væk, så er der heldigvis stadig en del at komme efter på et album, hvor bandet nuancerer deres udtryk og stadig har melodierne."

Om det mon skulle få den afro-inspirerede indiekvartet forbi danske breddegrader over sommeren, skal blive spændende at se, ligesom det skal blive spændende at høre andet end halv-dårlig lyd fra live-indspilninger, der forventes at være nyt album-materiale fra Ezra Koenig og co.


Følg selv med Vampire Weekend her, og lyt til en skrabet liveindspilning af det nye nummer "Arms" her.

ANNONCE