Nyhed

Sigur Rós udgiver nyt album i 2013

Den islandske gruppe er pludselig blevet ganske produktiv, men har til gengæld mistet et medlem

Islandske Sigur Rós har i en web-chat afsløret, at de udgiver et nyt album i 2013. Gruppen er for tiden i Los Angeles for at mikse det nye album.

Gruppen har ikke fortalt mere om det nye album, men det er under et år siden, at de sidst udsendte et album, nemlig "Valtari". Da dét album udkom, var der gået fire år siden forgængeren, og i mellemtiden udsendte sanger Jónsi soloalbummet "Go", der modtog den prestigefyldte Nordic Music Prize i 2011.

Sigur Rós fortalte i samme web-chat, at deres keyboardspiller med mere, Kjartan Sveinsson, har forladt gruppen. Bandet skriver:


"Ja, han har forladt bandet. Han sagde, at han havde tilbragt halvdelen af sit liv i bandet, og at det var tid til at prøve noget andet. (...) Han ville lave andre typer musik. Godt for ham."

Sigur Rós debuterede i 1997 med albummet "Von" og fik deres internationale gennembrud to år senere med albummet "Ágætis Byrjun". De har i alt udsendt seks studiealbum, som nævnt senest "Valtari", som GAFFAs anmelder Finn P. Madsen tildelte fem stjerner og blandt andet skrev følgende om:

"Sigur Rós lader atter en gang de store følelser tale. De musikalske forløb på grænsen til ambient bliver spændt til det yderste og bliver bygget op som eventyrlige lydcollager. Valtari er islandsk minimalisme på grænsen til det selvudslettende, hvor Sigur Rós igen viser formatet."


Sigur Rós kan opleves på årets Roskilde Festival.

ANNONCE