Nyhed

Iggy Pop er klar til at dø

Veteranrockeren toner rent flag på kommende album med The Stooges

Iggy Pop og hans band The Stooges er klar til at dø. Titlen på deres kommende album bliver i hvert fald "Ready To Die". Det fortæller studieteknikeren Ed Cherney til HitFix. Albummet er deres første siden "The Weirdness" fra 2007, og det første udspil fra gruppen, siden guitaristen og det originale medlem Ron Asheton døde af et hjerteanfald omkring årsskiftet 2008-2009, 60 år gammel.

Ud over Iggy Pop og den originale trommeslager Scott Asheton består The Stooges i dag af den tidligere Minutemen-bassist Mike Watt og guitaristen James Williamson, der er kommet ind i varmen igen efter at have været ude af musikbranchen i årtier. Williamson spillede guitar på albummet "Raw Power" (1973), et album, der betragtes som en af ​​de vigtigste inspirationskilder for den gryende punkbevægelse i 1970'erne.

To sangtitler er også blevet afsløret, nemlig "Gun" og "Gun and I Got a Job But It Don't Pay Shit".

– Det er godt, gammeldags The Stooges. Det er fantastiske sange, men ikke nødvendigvis store omkvæd. Det er de store rockehymners Antikrist, siger Ed Cherney om det kommende album fra veteranerne.

"The Weirdness" blev udgivet i marts 2007 og blev anmeldt af GAFFAs Lars Löbner Jeppesen, der kaldte comebacket råt, men powerløst. Han uddelte beskedne to stjerner og skrev blandt andet:

"Tekster som "my dick is turning into a tree" og "my idea of fun / is killing everyone" er decideret retarderede, og man har den gamle leguan mistænkt for at have digtet dem, mens den røde optageknap lyste. Det ville være dumdristigt at tro, at albummet kunne leve op til fortidens bedrifter, men at man skulle udsættes for musik, der får Rock Hard Power Spray til at fremstå som the real deal, kommer som noget af en overraskelse (læs: skuffelse)."

Det nye album har endnu ikke fået fastsat en udgivelsesdato.


Titlen "Ready To Die" deler Iggy & The Stooges i øvrigt med et album med rapperen Notorious B.I.G. fra 1994. For hans vedkommende blev titlen på tragisk vis profetisk, idet han i marts 1997 blev skudt og dræbt fra en forbikørende bil. Mordet er stadig uopklaret.

ANNONCE