Nyhed

X Factor-Thomas vender tilbage

Vinderen fra 2010 er klar med ny single og har andet album undervejs

Den i dag 32-årige sanger og sangskriver Thomas Ring, der vandt tredje sæson af X Factor i 2010, gør klar til at følge op på sit debutalbum, "Wrong Side of the Daylight" fra 2011. I dag udgiver han singlen "The Fire Still Burns", og senere på foråret kommer hans andet album.

Med en andenplads på albumhitlisten og en guldplade for mere end 10.000 solgte eksemplarer hører Thomas Ring til de kommercielt mere succesfulde X Factor-deltagere herhjemme. Han er også den indtil videre eneste vinder, der har udgivet mere end et album siden sejren og den eneste, der har udgivet et album med primært selvskrevne sange.

På "The Fire Still Burns" holder fast i sin akustiske sangskriverstil fra første album, men tilføjer også lidt elektroniske deltaljer. Om den nye sang fortæller han:

– "The Fire Still Burns" handler om at være ved at miste troen på ting, du virkelig gerne vil have lykkes. Det kan være venskab eller kærlighed. For mig handler det helt konkret om sangskrivning. Jeg elsker virkelig den skabende proces og glæder mig til at opdage, hvad der gemmer sig bag næste hjørne. Men jeg havde nogle frustrationer og syntes, jeg stod stille. Den her sang var med til at prikke hul og gav mig mod på at fortsætte, siger Thomas Ring.

Singlen er produceret af Thomas Ring i samarbejde med Søren Vestergaard, og de står også bag hele produktionen på det kommende album. Thomas Ring fortæller, at vi kan forvente "en mere sammenhængende og rolig lyd end tidligere".
 
Thomas Rings første album, "Wrong Side of the Daylight" udkom i marts 2011 og blev efterfulgt af ep'en "Another Side of the Daylight" i december 2011. Han har siden debuten turneret flere gange både solo og med band.

GAFFAs anmelder Signe Bønsvig Wehding tildelte Thomas Rings debutalbum tre stjerner under overskiften: "X Factor-vinderen debuterer i den bløde mands ende af rockskalaen".


ANNONCE