Nyhed

Yoko Ono fylder 80

Avantgardekunstneren, sangerinden og John Lennons enke runder et skarpt hjørne i dag

Avantgardekunstneren og sangerinden Yoko Ono fylder 80 år i dag.

Yoko Ono er nok mest kendt for at være John Lennons enke. Hun mødte Lennon i 1966, og de blev gift i 1969. På det tidspunkt var Ono en anerkendt avantgardekunstner. Hun blev født i Tokyo i en velstående familie, boede under sin opvækst både i USA og Japan og flyttede til New York i 1952. Her studerede hun musik på Sarah Lawrence College og blev en del af New Yorks avantgardemusik og -kunstscene.

I 1966 mødte Yoko Ono John Lennon i forbindelse med, at Ono udstillede på Indica Gallery i London. I 1968 udgav de deres første album sammen, det meget eksperimenterende "Unfinished Music, No. 1: Naked Music", som blandt andet bestod af reallydsoptagelser. Albummet blev fulgt op året efter af "Unfinished Music, No. 2: Life With the Lions", som blandt andet præsenterede Onos særegne, klagende vokalforedrag, og det blev fulgt op af det ligeledes eksperimenterende "The Wedding Album" og tre album med Plastic Ono Band bestående af Lennon, Ono og skiftende musikere, blandt andre Eric Clapton, billedkunstneren Klaus Voormann, og den senere Yes-trommeslager Alan White.


Yoko Ono udgav i 1971 soloalbummet "Fly" og udsendte flere album i 70'erne, inden hun medvirkede på John Lennons album "Double Fantasy" i 1980, indspillet umiddelbart før hans død. Hun har siden udgivet en række album og arbejdet som eksperimentalkunstner.

Yoko Ono har gennem årene fået meget kritik af især Beatles-fans, der mener, at hun var medvirkende årsag til, at Beatles gik i opløsning. Noget, som Paul McCartney dog sidste år benægtede.

Yoko Ono er i øvrigt aktuel til sommer på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, der fra den 7. juni-29. september viser en stor retrospektiv udstilling af hendes værker. I 2013 bliver alle hendes album fra perioden 1968-1985 i øvrigt genudgivet, ligesom hun i år skal kuratere Meltdown-festivalen i London.


Yoko Onos seneste musikalske værk er albummet "YokoKimThurston" fra 2012 indspillet i samarbejde med Sonic Youth-medlemmerne Kim Gordon og Thurston Moore.

Hør et af Yoko Onos mere kendte numre, "Walking on thin Ice", indspillet få timer før Lennons død 8. december 1980 og udgivet året efter, her.

ANNONCE