x

Ian Brown fylder 50

Ian Brown fylder 50

I dag fylder Ian Brown, især kendt som sanger i The Stone Roses, 50 år.

Ian Brown blev født i byen Warrington cirka 25 kilometer fra Manchester. Da han var fem år, flyttede familien til Timperley cirka 10 kilometer fra Manchester. Som teenager begyndte han at lytte til musik, især punk som Sex Pistols, The Clash og det lokale band Manchester & The Dogs. Som 17-årig gik han i gang med at spille musik, som bassist i bandet The Patrol med blandt andre den senere Stone Roses-guitarist John Squire.

I 1983 blev Brown med-sanger i bandet The Waterfront, som senere skiftede navn til The Stone Roses og fik Ian Brown som lead-vokalist. Gruppen gav deres første koncert under navnet The Stone Roses i 1984 og udsendte året efter debutsinglen "So Young", der ikke gjorde meget væsen af sig. Det samme skete for en række singler i de kommende år, men da bassisten Garry Moufield alias "Mani" kom med i bandet i 1988, fik gruppen en mere groovy lyd, som ifølge Ian Brown fik alt til at falde på plads.

I 1989 udgav Stone Roses deres selvbetitlede debutalbum, som blandede post-punk-inspiration, psykedeliske elementer og groovy passager til et udtryk, som de engelske medier hurtigt gav tilnavnet "Madchester" og også blev dyrket af bysbørnene Happy Mondays. Albummet fik gode, om end ikke ekstatiske anmeldelser, men har siden opnået status af klassiker på den engelske scene. "The Stone Roses" gav gruppen et top 40-hit med "She Bangs the Drums". Senere samme år fik gruppen et top 10-hit med sangen "Fool's Gold", som i første omgang ikke var med på debutalbummet, men er kommet med på genudgivelser.

I 1990 fik bandet et engelsk top fem-hit med "One Love", men siden fulgte en længere periode, hvor gruppen kæmpede for at komme fri af deres pladekontrakt med det lille selskab Silvertone. Endelig, i 1994, udkom deres længe ventede andet album med den oplagte titel "The Second Coming" på Geffen Records. Albummet fik blandede anmeldelser, men salgstallene var fine. Imidlertid forlod trommeslageren Alan "Reni" Wren bandet i 1995, og John Squire gik ud i 1996 grundet musikalske og personlige overensstemmelser. Senere på året opløste Ian Brown og Mani The Stone Roses.

Herefter indledte Ian Brown en solokarriere. I 1998 udgav han sit første soloalbum, "Unfinished Monkey Business", og han har har siden udsendt seks soloalbum, hvoraf de første fire har solgt guld i England. i 2011 annoncerede Stone Roses, at de blev gendannet, og de tog i 2012 på en turné, der blandt andet bragte dem til NorthSide Festival i Aarhus. Her gav de dog en meget skuffende koncert ifølge GAFFAs anmelder Kristian Bach Petersen, som tildelte koncerten én stjerne under overskriften "Helt igennem uværdig tredje genkomst."

Læs i øvrigt GAFFAs store portrætartikel om The Stone Roses i GAFFAs artikelsektion.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA