x

Copenhell klar med seks nye navne

Copenhell klar med seks nye navne

Den københavnske metalfestival Copenhell har netop offentliggjort seks nye navne til festivalen på Refshaleøen 14.-15. juni. Fire udenlandske og to danske bands, nemlig Alice In Chains (billedet), Sabaton, Grave, Cancer Bats, Essence og Scarred By Beauty.

Seattle-gruppen Alice In Chains annoncerede for nylig, at deres længe ventede femte album "The Devil Put Dinosaurs Here" udkommer i maj måned. "The Devil Put Dinosaurs Here" følger op på det forrige album "Black Gives Way To Blue" fra 2009, der solgte over en million eksemplarer. 

Alice In Chains debuterede i 1990 med albummet "Facelift" og fik deres store gennembrud i 1992 med deres andet album "Dirt". Imidlertid gik gruppen i opløsning i 2002, da deres forsanger Layne Staley døde af en overdosis. I 2005 blev de gendannet med den nye sanger William DuVall, og i 2009 fik de et solidt comeback med "Black Gives Way To Blue". Gruppen spillede senest i Danmark på Roskilde Festival 2010, hvor GAFFAs Erik Barkman tildelte dem fire stjerner og prædikatet "mindeværdigt nostalgitrip".

Svenske Sabaton fejrede 10 års jubilæum i 2009. Bandet spiller melodisk power metal, der binder old school og moderne heavy metal sammen, tilsat tekster om blandt andet faldne konger og historiske krige.

Grave
er ondskabsfuld svensk dødsmetal fra et band, der allerede har udgivet ti album.

Toronto-bandet Cancer Bats forener groovy southern metal med hardcore punk og et element af sludge.

Danske Essence spiller thrash og er til marts klar med en ny udgivelse, "Last Night Of Solace".

Det danske metalcoreband Scarred By Beauty er hurtigt blevet et af Danmarks mest turnerende metalbands herhjemme og på det meste af kontinentet. Både alene og som support for The Black Dahlia Murder, Gojira og Meshuggah. Gruppen har nyt materiale på vej

Det foreløbige lineup til Copenhell er nu: Alice In Chains, King Diamond, In Flames, Down, Sabaton, Testament, Parkway Drive, Accept, Every Time I Die, Cancer Bats, Alestorm, God Seed, Between The Buried & Me, Grave, Illdisposed, Essence, Scarred By Beauty og Fall of Pantheon, og arrangørerne lover, at der er mere på vej.

Billetter til Copenhell kan købes via GAFFA Live.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA