Nyhed

Alive Festival præsenterer de første kunstnere

Festivalen i Thisted har offentliggjort de første tre solister og et band

Alive Festival i Thisted fejrer i år fem års jubilæum og kan samtidig offentliggøre de første fire navne til deres program. Nemlig The Raveonettes (billedet), Fallulah, Christian Hjelm og MØ. Desuden udvides festivalområdet. Festivalen finder sted i dagene 16.-17. august.

The Raveonettes har været på ønskesedlen længe, men først i forbindelse med 2013-udgaven har en aftale kunne falde på plads mellem bandet og festivalen. Folkene bag Alive Festival er stolte over at kunne præsentere The Raveonettes i forbindelse med jubilæet. Fallulah gæstede som nyt og fremadstormende navn festivalen i 2010 og spillede da på festivalens mindste scene for blot 300 publikummer, der dog var godt tilfredse. Nu vender hun tilbage som en af Danmarks mest populære sangerinder med det andet, roste album "Escapism" i ryggen.

Også Christian Hjelm har tidligere gæstet Alive Festival, faktisk i festivalens første udgave, da han i 2009 stod i front for Figurines. Denne gang kommer han med sine dansksprogede sange fra solodebuten "Før Vi Blev Lette" på programmet. Sidste artist i denne første offentliggørelse er MØ, som har vakt opmærksomhed langt uden for landets grænser med sin sjælfulde elektropop. MØ har allerede spillet på internationale branchefestivaler som EuroSonic i Groningen, Holland og by:Larm i Oslo og udgiver sit debutalbum i løbet af året.

Alive Festival kan desuden annoncere, at festivalen udvider med et nyt område og en tredje scene. Der er tale om en fordobling af festivalens areal på et område der ligger i umiddelbar forlængelse af det allerede eksisterende. Det nye areal er ifølge festivalens arrangører nøje udvalgt, så den intime stemning, der har kendetegnet festivalen, ikke forsvinder.

Alive Festival offentliggør de næste navne i løbet af marts måned. Der er early bird-billetter i salg med rabat indtil 10. marts. Læs mere på www.alivefestival.dk


ANNONCE